Intensiv faglig udveksling og tværfagligt samarbejde er i højsædet, når museumsbranchen samles til ODM’s faglige orienteringsmøde i Vejle 15. og 16. november. 

’Moske på museum’ ’Kysterosionstruede fredede fortidsminder i Danmark’, ’Arkæo-botaniske undersøgelser af latriner’ og ’Kampen om Naturen – læringsspil som app’. Sådan lyder titlerne på nogle af de mere end 100 faglige oplæg, som i næste uge samler op mod 400 museumsfolk til ODM’s kunst-, kultur- og naturhistoriske orienteringsmøde på Hotel Munkebjerg i Vejle.  15. og 16. november udveksler middelalder-arkæologer, kunsthistorikere, museumsdirektører, kulturformidlere, forskere og en række andre fagpersoner erfaringer, holdninger og forskningsresultater fra museumsverdenen. Foruden Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, som løfter sløret for sin nye visioner Nationalmuseet, skydes mødet i gang af Folketingets kulturudvalgsformand Orla Hav; Nationalmuseets og ODM’s formand Flemming Just, som leverer indspark til den aktuelle museumspolitiske debat.  

Styrker samarbejdsrelationer på tværs af museer
Mange deltagere ser frem til de politiske taler. Men det er det tværfaglige samarbejde og nysgerrigheden overfor, hvilke temaer, trends og tendenser, der præger det danske museumslandskab, som trækker museumsfolk fra hele Danmark til ODM’s faglige orienteringsmøde.

Museumsinspektør Anne Sofie Vemmelund fra Vardemuseerne oplever, at mødet styrker samarbejdsrelationerne på tværs af landets museer og giver en stor og inspirerende indsigt i, hvad andre museer arbejder med.

Under sidste års møde deltog hun blevet andet i en række oplæg, hvor flygtninge på museum, var på dagsordenen.

”Jeg blev meget klogere på, hvad nogle af de andre museer i Danmark arbejdede med samtidigt med, at jeg fik mulighed for at dele nogle af erfaringerne og udfordringerne med mit museumsprojekt med gruppen. Det er vigtigt, at vi kender hinanden og kan udveksle historier og erfaringer. Det styrker formidlingen, fagligheden og de historier, vi fortæller,” siger Anne Sofie Vemmelund, der står i spidsen for etableringen af flygtningemuseet i Oksbøl.

Alle museumsfagligheder og temaer i spil
De over 100 faglige oplæg koordineres af og afholdes i seks forskellige faggrupper. I gruppen for forhistorisk arkæologi sætter de i år primært fokus på naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder. Fra København Museums stiller Lars Ewald skarpt på de store statslige virksomheders finansiering af arkæologiske projekter. Folketro og magi er hovedtemaet for de arkæologer, der arbejder med fund fra middelalderen. Samtidsdokumentation eller lossepladsarkæologi er overskriften på et af oplæggene i gruppen Nyere Tid, hvor Tøjmuseets fremstilling af Danmarks internationale militærmissioner i Balkan og Afghanistan også er på programmet.

Forum for nye udstillinger
I Udstilling og Design-gruppen holder direktør for Randers Kunstmuseum, Lise Jeppesen, i år oplægget ’Museumssamarbejde og dødssynder’. Hun har deltaget i orienteringsmødet i flere år.

I 2015 oplevede hun, at mødet lagde rammerne om udviklingen af et fællesprojekt om kvindelige kunstners repræsentation i kunsten, som siden skabte vidtrækkende resultater på jyske kunstmuseer.

”Kombinationen af de formelle og uformelle dialoger, som kendetegner mødet, er meget givende. Jeg går altid derfra med nye input.”

Dannelsesapperat for museumsfolk
Museum Sønderjyllands direktør, Henrik Harnow, som også er en erfaren orienteringsmødedeltager, kalder det faglige stormøde for et ”dannelsesapperat for museumsfolk.”
 
”Det er her mange unge og nye museumsfolk går på scenen og præsenterer deres arbejde og nye projekter overfor kollegaer for første gang. Det kan være et udfordrende forum. Det er her de store faglige diskurser diskuteres og fagtraditioner brydes,” siger Henrik Harnow.

I år deltager han i et af mødets mest populære arrangementer, direktørbattlen. Fremtidens udstillinger sættes til debat i dette års battle, hvor Henrik Harnow står overfor Glyptotekets direktør Christine Buhl Andersen og Nationalmuseets Rane Willerslev.

Program for orienteringsmødet

Download og print programmet her.