Regeringen har i forbindelse med finansloven for 2018 stillet forslag om at ændre momskompensationsordningen for almennyttige og velgørende organisationer, herunder museer, hvilket vil betyde ophør af ordningen i sin nuværende form. Det må der selvfølgelig opponeres kraftigt imod, for det er væsentlige summer, der ser ud til at forsvinde – ovenikøbet med tilbagevirkende kraft fra 2017. En række af ODM’s medlemmer, samt andre museer og beslægtede kulturinstitutioner, vil således miste indtægter, hvis ændringen vedtages.

En række organisationer har været ude og undsige den påtænkte ændring – og af mange grunde. I museumsverdenen vil ændringen ikke mindst skævvride forholdet mellem kommunale og statslige institutioner, der ikke er underlagt betaling af moms, og så selvejende (eller private) institutioner, der ikke længere har mulighed for at afløfte en del af momsbelagte ydelser. Det er således endnu et statsligt oplæg til økonomiske udhuling af museernes økonomi, der svækker et alsidigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv. Se i øvrigt indlæg i Altinget fra skatteminister Karsten Lauridsen (V) under overskriften: ”Skatteminister svarer på heftig moms-kritik: Vil rydde op i humanitær gavebod”. ODM opfatter på ingen måde kompensationsordningen som en ”gavebod”. Der er reelt tale om, at donationer, som gives for at støtte almennyttige og velgørende formål, ender med at ende i statskassen, fordi organisationerne ikke har fradrag for deres udgifter til moms, hvilket betyder, at dele af midlerne reelt bliver en indtægt i statskassen. 

ODM er aktuelt i færd med at indsamle viden om, hvor mange midler det vil betyde, der forsvinder fra museerne rundt i landet, og der er allerede aftalt møder med politiske repræsentanter, ikke mindst fra Regeringens støtteparti, fra Dansk Folkeparti, der i sin tid foreslog den nuværende ordning. 

Share/Save