ODM advarer om at blande tilskud til forskellige typer kulturinstitutioner, da der typisk er forskellige krav og forpligtelser forbundet med puljemidler. Det er forståeligt, at Foreningen af Kunsthaller i Danmark, FKD, forsøger at få staten til at styrke ny kunst ved at støtte kunsthallerne, som FKD fortalte i Politiken 24. marts. ODM finder det dog helt forkert, at FKD foreslår politikerne at tage pengene fra museernes såkaldte strategiske pulje. Lektor Malene Vest Hansen, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, sagde i samme artikel; ”Museerne er i forvejen yderst pressede, og derfor giver forslaget kun mening, hvis puljen, der skal søges om, bliver større”.

Flere forpligtelser færre midler

Politiken bad også ODM om en kommentar, og direktør Nils M. Jensen forklarede, hvordan museerne i dag har adskillige og voksende forpligtelser i forhold til at overholde museumsloven, samtidig med at midlerne til at løse opgaverne bliver færre. Museumsloven kræver at museerne indsamler, registrerer, bevarer, forsker og formidler kunst-, natur- og kulturarv.

Museernes puljemidler er siden museumslovens ændring i 2013 blevet voldsomt beskåret, senest med 33 procent i forbindelse med den aktuelle finanslov. Foruden at måtte holde for i forbindelse med en række andre ikke finansierede tiltag. Der er således absolut ikke tale om en bugnende pose penge til strategisk udvikling af museerne, hvorfor det forekommer absurd at FKD vil bejle til disse midler. Ydermere er museerne som bekendt i øvrigt blevet beskåret på finansloven for 2016.

Share/Save