Det er ikke en optimistisk sommerhilsen, der runder 1. halvår af 2018 af. For i ODM synes vi, at der snarere er grund til at anlægge en bekymret tone. Vi er bekymret, fordi de danske museer står midt i de største nedskæringer i nyere tid. Det er evident, at den statslige nedskæringspolitik nu gør rigtigt ondt på kulturarven – og på de museer, der er sat til at forvalte den. Den statslige nedskæringsiver betyder helt enkelt, at museerne i runde tal næste år vil være besparet godt 60 mio. kr. statslige kroner. Dertil skal så lægges stigende faste omkostninger på en lang række andre parametre. 

Hvis statens besparelser alene gøres op i stillinger, har vi næste år mistet mere end 120 museumsansatte. Det kan selvfølgelig mærkes. Klart mest der hvor staten er den største tilskudsgiver. I mindre grad, i hvert fald endnu, hvor kommunernes generelle satsning på kultur og kulturarv har betydet, at statens vigende engagement er blevet kompenseret – evt. suppleret ved generøse fondes velvillighed til at investere i kultur og i kulturarv. Devisen fra kulturministeren er: Tjen flere penge selv, arbejd smartere, fokuser og tænk i nye forretningsmodeller. Alt kan gøres smartere og bedre, men find gerne det museum, der i dag ikke allerede søger at optimere netop på disse og i øvrigt en række andre parametre. 

Og som begavet formuleret af Christian Have i kronikken i Randers Amtsavis kan kultur, i dette tilfælde kultur-, kunst- og naturarven, ikke i udgangspunktet alene være et merkantilt anliggende. Selv de største og mest veldrevne museer i denne verden er afhængig af tilskud og samfundets understøttelse – og kan ikke alene betragtes som en forretning med plus på den økonomiske bundlinje. I fald det var så enkelt, var der jo ikke brug for den støtte, som gennem årene har gjort, at museerne kan opretholde samlinger og i øvrigt dyrekøbt viden hos de ansatte. 

Kulturens minister synes ikke at ville debattere målsætningen bag de statslige nedskæringer – ud over at alle må holde for, når staten omprioriterer, og så i øvrigt i læserbrevsform meddele fyringstruede kollegaer (på SMK), at de hellere skulle samarbejde og se fremad end udtrykke deres angst for konsekvenserne af de nedskæringer, der aktuelt rammer dem i form af en varslet massefyring. 

I ODM har vi som målsætning hele tiden at fremme dialog, samarbejde og at se fremad – også med den siddende kulturminister. Derfor vil også vi gerne gøre ministeren opmærksom på, at det har alvorlige konsekvenser at skære så drastisk ned på statens engagement på museerne og dermed på forvaltningen af kulturarven. Vi er bekymrede for konsekvenserne af nedskæringerne, for sikkerhed og for bevaringen af kulturarven – og for de ydelser museerne i dag leverer i rigt mål til samfundet i form af udadvendt virksomhed til både museernes gæster, skolebørnene i læringssituationer og i rigtigt mange andre sammenhænge. 

Hvornår er de statslige besparelser nok? Hvorfor ikke se kulturarv og museer som et investeringsobjekt i velfærd, sammenhængskraft og indsigt? Præcist sådan som det sker i mange af Danmarks kommuner, hvor man reelt investerer i kulturarv med øje for at være attraktive. Spørgsmålene til kulturministeren er ikke grebet ud af den blå luft, for netop de ord anvendes af en række af vores nabolande – og i øvrigt af EU-kommissionen i deres budgetforslag for de kommende år, i forbindelse med aktuelle massive investeringer i kultur og kulturarv. Kunne de statslige omprioriteringer ikke gå kulturarvens og museernes vej – i stedet for politisk tarvelige grønthøsterbesparelser? Vi har længe påvist, at det tjener sig på mange parametre at investere i kulturarv.