Rapport om museernes brugere

Danske brugere vurderer i gennemsnit deres museumsoplevelse til 8,49 på en skala fra et til ti, hvor ti er bedst. Det viser Kulturstyrelsens brugerundersøgelse ”Museer – borgere og bæredygtige løsninger”, der blev offentliggjort 27. maj. Den viser også Museumsbesøg for de fleste er en social begivenhed, da i alt 93 procent af museumsbrugerne i Danmark oplyser, at de er i selskab med andre, når de går på museum. 

Brugernes samlede museumsoplevelse bygger bl.a. på, hvordan brugerne oplever museernes udstilling, atmosfære, mulighed for at lære nyt, udstillingens emner og præsentation og andre parametre, der går på kerneydelsen. Undersøgelsen bygger denne gang på 52.033 spørgeskemaer indsamlet i 2014.

Temaet for årets rapport er borgerer og bæredygtige løsninger, og den bygger videre på styrelsens to tidligerer udgivelser "Museer- Viden, Demokrati, Transformation" sidste år og "Museums – Social Learning Spaces and Knowledge Producing Processes" forrige år.

Fortsættelse følger

Der har hersket en del forvirring om hvor vidt styrelsen fortsætter med at udarbejde en undersøgelse af museerne og deres brugere. Kulturstyrelsen skriver i forbindelse med offentliggørelsen, at der også bliver indsamlet data igen i år. Brugerundersøgelsen i 2015 bliver genoptaget fra 1. juni 2015.

Kulturstyrelsen meldte først på året ud, at undersøgelsen midlertidigt blev stoppet, mens der blev arbejdet på at tilrettelægge næste generation af den. Imidlertid har så et stort antal museer ønsket at fortsætte undersøgelsen, at indsamlingen af spørgeskemaer bliver genoptaget – nu i en ren digital version. Undersøgelsen vil køre i dette set-up i resten af 2015 og hele 2016.

Den digitale indsamling betyder, at museerne vil have hurtig og direkte adgang til deres resultater på ugebasis, og ikke kun i halv- og helårsrapporterne. På denne måde vil den nationale brugerundersøgelse ikke blot give et bagudrettet perspektiv på året der gik, men kan bruges fremadrettet i den daglige praksis med at skabe bæredygtige løsninger på museerne og for deres brugere.

Se "Museer – borgere og bæredygtige løsninger"

 

 

Publiceret:
03/06/2015