Kulturminister Mette Bock ønsker ikke at betale for at komme en af museernes allerstørste udfordringer til livs. DR 21 Søndag og flere andre DR-platforme og medier sætter i disse dage fokus på det enorme omfang af skimmelvækst i de danske museumsmagasiner. I mere end ti år har ODM gjort en lang række kulturministre og kulturordførere opmærksomme på de miserable forhold i mange af landets museumsmagasiner og igen og igen slået fast, at staten har et medansvar. Men Mette Bock mener, at det er museernes egen opgave at løse problemet.

"Jeg bliver nødt til at gøre det klart, at der ikke kommer flere penge til museerne i de her år," siger Mette Bock til dr.dk.

Brug for fælles magasiner og statsligt engagement

Det ærgrer ODM's direktør Nils M. Jensen, som under et hav af møder, flere samråd og i adskillige debatindlæg og interviews på vegne af museerne har forsøgt at få politikerne til at forstå alvoren og tage ansvar. 

"Sagen er mere kompleks end bare penge. Det, vi allerhelst ville, var at lave nogle fælles magasiner mellem flere institutioner rundt om i landet. Men det er en stor udfordring, fordi der er nogle forhold omkring finansiering på tværs af kommuner, der gør sig gældende, og som vi må bede politikerne om hjælp til at løse," siger ODM’s direktør Nils M. Jensen til Ritzau.

Alex Ahrendtsen (DF): Det er regeringens ansvar

Til DR P4 siger DF’s kulturordfører Alex Ahrendtsen, at han i 2017 foreslog regeringen at bruge 20 millioner kroner over fire år på at hjælpe museerne, så de ikke står alene med regningen.
 "Det er jo i sidste ende regeringen og kulturministerens ansvar," siger han. At det er kulturministerens opgave, at sikre, at problemet med eksempelvis skimmelsvamp bliver løst, mener Folketingets kulturdvalgsformand Orla Hav (S) også.  ”Når Rigsrevisionen løfter pegefingeren, så er det jo et udtryk for, at så skal der jo komme en handling. Jeg har ikke kunnet konstateret, at der er sket en handling på det her område,” siger Orla Hav til DR P4 og refererer til de to rigsrevisionsrapporter, der i henholdsvis 2007 og 2014 kortlagde de miserable opbevaringsforhold i de danske museumsmagasiner.

Mogens Jensen (S) indkalder til samråd

I kølvandet på DR's dækning af problemstillingen indkalder Socialdemokraternes kulturordfører nu til samråd, hvor 

"Ministeren bedes redegøre for, hvad ministeren vil gøre for at følge op på kritikken fra Rigsrevisionen i såvel 2007 og 2014 af, at Kulturministeriet ikke gør nok for at sikre dansk kulturarv, og herunder fortælle hvilke konkrete initiativer ministeren vil tage for at sikre at den danske kulturarv kan opbevares under betryggende forhold på landets museer," lyder de spørgsmål, han rejser i samråd.
 

BAGGRUND OM SAGEN

 

BEVARING AF KULTURARV - MEDIEDÆKNING