Nyhedsbrev, august 2010
Finanslov 2011 – store besparelser på statens midler til kultur
Den 24. august fremlagde Finansministeren regeringens oplæg til næste års Finanslov. Ved et hurtigt gennemsyn må også kulturen, trods et generelt lille budget på statens regnskab, holde for, når regeringens plan for genopretning af Danmarks finanser skal gennemføres. Besparelsen, der jo for en vis dels vedkommende kommer oven i allerede udmeldte besparelser i 2010-budgettet, beløber sig til samlet 70 millioner kr. Cirka 25 millioner kr. af disse ser det ud til skal hentes hos statslige og selvejende kulturinstitutioner som teatre, uddannelsessteder … og museer. Den statslige nedskæring på de store kulturinstitutioner ser i øvrigt ud til at fortsætte ufortrødent – og de frie midler fra Tipsmidlerne skæres.
Ikke uforudsigeligt argumenterer regeringen og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, for, at alle må bidrage i en svær tid. Blandt dem i øvrigt formanden for Folketingets Kulturudvalg, Karin Nødgaard (DF). Klar tale, men derfor så meget mere ærgerligt, at regeringens støttepartis formand og også medlem af Folketingets Kulturudvalg, Pia Kjærsgaard (DF), faktisk, i et synspunkt i Politiken den 5.3.2010, lovede at friholde kulturen for nedskæringer. I ODM var vi meget glade for ordene: ”DF [har] aldrig ønsket at skære i bevillingerne til hverken kunst eller kultur, men (…) til gengæld ofte sat spørgsmålstegn ved, om pengene bruges rigtigt. Finanskrisen ændrer ikke noget ved det synspunkt, i det kulturområdet i forvejen udgør en forsvindende lille del af statens samlede budgetter – hvis der skal spares, er det ikke her”.
Oppositionen i Folketinget argumenterer for, at Danmark skal overkomme krisen ved at skabe vækst og derfor, i stedet for nedskæringer, skal investere i samfundets fælles institutioner. De kommende forhandlinger vil vise, hvad vej vinden blæser.
ODM kender selvsagt ikke detaljerne i udmøntningen af besparelserne. Men vi frygter det værste! I en tid, hvor der er fokus på, at også museerne skal bidrage mere aktivt til den lokale forvaltningsmæssige praksis og den oplevelsesøkonomiske udvikling, som alle taler for skal være en af drivkræfterne for vækst i samfundet - og det samtidig i en periode af vores historie, hvor der er markant brug for at sikre fælles referencer, identitet og sammenhængskraft - håber vi, at den statslige sparekniv vil skære med lempe på museumsområdet. Det er ODM’s klare opfattelse, at de bebudede nedskæringer, evt. i kombination med besparelser på kommunernes budgetter, antagelig vil koste både arbejdspladser og dermed tab af viden og indsigt på museerne, og øvrigt også meget nemt vil komme til at influere direkte på en række afledte (turist- og oplevelsesøkonomiske) sammenhænge – og at de relativt små samfundsinvesteringer på området, som Dansk Folkepartis leder anførte, vil komme mangefold igen, hvis samfundets investering i det mindste fastholdes!
Mere om besparelser - i kommunerne
Meldingerne fra museerne ude i landet er nedslående. Økonomien er under hårdt pres og flere museer melder om genåbnede kommunale 2010 budgetter (Offentlige Ansattes Organisation (OAO) taler om, at 43 af landets 98 kommuner overvejer besparelser allerede i indeværende budgetår). Det vides, at der er museumsnedskæringer i flere af disse! Samtidig er økonomien, ikke mindst set i forhold til lokale forventninger til museerne, generelt presset – og fra flere af landets museumsledere forlyder, at det vil blive en ”hård kamp” at drive museum i de kommende år.
ODM håber, at de lokale politikere vil besinde sig. Kommuner og samfundet får generelt rigtigt meget igen af de lokalt investerede midler i kulturarv og museumsdrift. Måske kan det endnu ikke dokumenteres med eksakte, hardcore tal, men ud over at forholde sig til rigide besøgstal – som i 2009 i øvrigt var i positiv udvikling på landsplan – er det vigtigt at pointere, at museerne har en vigtig rolle som skaber af lokal identitet og lokal forankring - og i rigtigt mange tilfælde også er en vigtig lokal forvaltningsmæssig, uddannelsesmæssig og turistpolitisk faktor. Alt sammen forhold, som ikke må undervurderes i nedskæringsdebatten!
Besparelser på finanslovsrammen for 2010 trukket tilbage – men midlerne fra Formidlingsplanen stadig fastlåst!
Det må tjene til den centrale forvaltnings ros, at den påtænkte besparelse på 1 % på Finanslov 2010, der den 18. juni blev meddelt landets museer (se ODM nyhedsbrev juni), i juli igen blev trukket tilbage – og nu i stedet bliver udmøntet i Finansloven for 2011.
Både i den konkrete situation, og rent principielt, er det ganske uacceptabelt – om end en kedelig uvane i statens egne institutioner (og i stigende omfang også i kommunerne, hvor budgetterne i denne svære tid mange steder genåbnes!) - at bede om at lave omdisponeringer midt i et regnskabsår, hvor der er disponeret og igangsat.
For ansøgere til formidlingspuljerne er situationen dog stadig utålelig. De museer der i det tidlige forår knoklede løs for at overholde korte tidsfrister, venter nemlig stadig svar på deres ansøgninger om i hvilket omfang projekterne er tilgodeset. I et netop udsendt brev fra Kulturarvsstyrelsen fremgår det, at der ikke er nogen ændring i den situation – og at tidshorisonten for afklaring er ukendt. Det er beklageligt, for netop formidlingsmidlerne er for mange museer netop de ”løse midler”, der har kunnet gøre en virkelig forskel og lokalt medvirket til at synliggøre og udvikle museernes udadvendte virke. Museerne mangler derfor i høj grad svar på omfang af støttetildeling – og det kan ikke gå hurtigt nok med eksakte og mere kontante svar. Masser af projekter er udregnet efter skarpe deadlines og eksterne tilbud, der i mange tilfælde, som tiden går, ikke mere er valide. Så der er god brug for afklaring - af hensyn til både økonomi og troværdighed!
Nyt om museumsudredningen
Meget glædeligt er der nu længe ventet nyt om terminer og takten i museumsudredningen for efteråret. ODM opfordrer alle til at følge med på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside. Se her. Web-siden er stedet, hvor der er status, opdateringer, nyt og spændende at læse - og datoer for kommende arrangementer. Status netop nu er, at udredningens styregruppe og den store referencegruppe vil få udkast til delrapporten til debat ultimo september, og at udredningen herefter vil udkomme til almen debat ca. den 1. oktober.
ODM har i forløbet med udredningen hele tiden bedt om at blive inddraget, og har plæderet for, at der fra KUAS’ side sikres god, opdateret og vedkommende information. Opfordringen er blevet hørt! - og ODM’s bestyrelse er netop af KUAS blevet bedt om at indstille medlemmer til en ny række af dialogmøder i efteråret, der med afsæt i midtvejsrapporten skal drøfte specifikke emner som for eksempel Museumslovens Kapitel 8-arbejde for arkæologi - og for nyere tid samt forholdende for de kunsthistoriske, de naturhistoriske og de ikke statsanerkendte museer og konserveringscentres vilkår.
ODM stormøde
For at sikre så bred forankring af ODM’s synspunkter i lovdebatten indkaldes til et ”ODM stormøde” i Vartov, mandag den 25. oktober. Sæt allerede nu datoen af til intern debat om delrapporten i forbindelse med museumsudredningen. En debat, der skal give saft og kraft til ODM’s videre arbejde! Inden da vil vi i øvrigt tage initiativ til at nedsætte interne arbejdsgrupper, der skal komme med indspark omkring forskellige elementer fra midtvejsrapportens konklusioner og udsagn. Det er ODM’s ambition, at der er bidrag fra så mange hjørner som muligt i den danske museums- og kulturarvsverden!
Network of European Museums Association (NEMO) holder årsmøde i København
Vil du have overblik over museumsverdenen i Europa, kunne det være en ide at sætte en dag af til at deltage i NEMO’s årsmøde. Mødet finder sted lørdag den 25. september i Glyptoteket i København. Temaet er ”Museums and Financial Crisis”. Ikke umiddelbart opmuntrende, men med mulighed for at få et godt overblik over status på de europæiske museer. Se nærmere her.
Høring om ”Forslag til lov om økonomiske administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet samt udkast til bekendtgørelse om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet”
Midt i sommerens ferietid udsendte Kulturministeriet ovennævnte lovforslag i høring, der i høj grad berører de museer, der modtager tilskud fra staten. ODM’s medlemmer lod sig ikke skræmme af fremsendelsen midt i sommerferietiden – og mange sendte svar tilbage til ODM på opfordringen om at byde ind med kommentarer. Vi takker for den store interesse – og håber, at alle kan føle sig dækket ind af det indsendte høringssvar, som kan ses her.
Nye efteruddannelsestilbud klar til efteråret 2010
Husk efterårets program, som er blevet væsentligt udvidet. Vi byder bl.a. på et prisbilligt højt profileret kursus i ”social inklusion” i samarbejde med kollegaer fra British Museum og Manchester Museum. En unik mulighed for at få gjort brugerinddragelse til et dynamisk element i museets strategiske tænkning. Kurset ”Museumsoplevelser, kulturkommunikation og markedsføring i et nyt perspektiv” går i dybden med museets kommunikation, og kurset ”Brillanten – fremtidens udstillingsopbygning” giver nye værktøjer til, hvordan man skaber fokus og sammenhæng omkring udstillingernes indhold og budskab. Der er også nye forløb af den 2-årige ”Diplomuddannelse i Leasure Management for museumsansatte” og i ” MuseumsUnderviserUddannelse A” samt kurser i REGIN. Se hele programmet for efteråret.
25 aug 2010