Nyhedsbrev juni 2009. De tidligere amtslige tilskud er sikret til museums- og konserveringsformål!
ODM har gennem en længere periode arbejdet aktivt for at sikre de godt 36 mill. kr., der tidligere blev tildelt landets museer og konserveringscentre via tilskud fra de nu nedlagte amter, forblev reserveret til det formål de i sin tid var tænkt, efter en overgangsordning, der udløber med udgangen af 2010. Se tidligere nyhedsbreve her om.
Sagen har været en delmængde af de årlige forhandlinger om kommunernes samlede økonomi mellem Staten og Kommunernes Landsforening. Disse forhandlinger blev afsluttet i nat. I den netop publicerede forligstekst (s. 17) ses følgende afsnit:
”Opfølgning på kommunalreformen vedrørende tidligere amtslige tilskud
Siden kommunalreformens gennemførelse har staten administreret en række tidligere amtslige tilskud på blandt andet kultur- og undervisningsområdet. Regeringen og KL har drøftet en permanent ordning for de tidligere amtslige tilskud. Der er enighed om, at en andel af tilskuddene fastholdes i staten. Kommunernes bloktilskud reguleres fra 2011 med 28,5 mio. kr. som kompensation for de opgaver, der overflyttes til kommunerne. Der er enighed om, at det er en lokalpolitisk prioritering, hvis kommunerne fremadrettet lokalt vælger at prioritere de overførte midler på en anden vis”
Det betyder, jfr. en netop udsendt pressemeddelelse fra Kulturministeriet: ”alle driftstilskud til konserveringscentre og statsanerkendte museer (§ 15) forbliver i staten. Samtidig forbliver alle tidligere såkaldte amtslige kommunalfuldmagtstilskud på Kulturministeriets område på over 250.000 kr. i staten. Tidligere kommunalfuldmagtstilskud på under 250.000 kr. fordeles til kommunerne på det almindelige bloktilskud. Løsningen indebærer, at 107 mio. kr. fra overgangsordningerne på Kulturministeriets område forbliver i staten, mens 28 mio. kr. fordeles på bloktilskuddet” Videre står der: ”Kulturminister Carina Christensen siger: ”Det er en rigtig god løsning, vi nu har fundet. Den er til gavn for kulturlivet i hele landet. De større tilskud forbliver i staten - også efter 2010. Dermed fastholder vi tilskudsgrundlaget for en lang række museer og kulturinstitutioner over hele landet, som ellers kunne være kommet i fare. Løsningen er et godt bidrag til at sikre et kulturelt Danmark i balance”
Midlerne fastholdes således til museums- og konserveringsformål. Det er godt! Vi er i ODM utroligt glade for, at det er lykkedes at gøre opmærksom på, at staten altså har et ansvar for et samlet museumsvæsen i hele Danmark. Organisationen Danske Museer sætter i denne sammenhæng pris på, at kulturens minister har set situationens alvor og sammen med Kommunernes Landsforening har lavet en løsning, der sikrer at midlerne forbliver til det formål de egentlig var tænkt: nemlig at medvirke til at sikre varetagelse af kulturarven i hele landet. ODM vil fremadrettet søge maksimal indflydelse på de museumsøremærkede midlers skæbne. I skrivende stund regner vi med, at midlerne, når de fastholdes i Staten, vil blive forvaltet i Kulturarvsstyrelsen. Vi vil, i et kommende afklaringsforløb, have som udgangspunkt, at midlerne skal tildeles de museer, som de i sin tid er tiltænkt.
16 jun 2009