Danske museer ønsker at bidrage til klimadebatten!
Også de danske museer kærer sig om miljø og klima, og derfor arrangerer Statens Museum for Kunst og Organisationen Danske Museer et internationalt symposium d. 1. marts 2010, med titlen:
"International Symposium on the future of Museum Climate seen in the context of Global Climate Change and Energy Priority”
Symposiet finder sted på Statens Museum for Kunst.
Focus er på museernes klima, og de muligheder som verdens museer har for at bidrage til forbedring af det globale miljø. For også verdens museer er konfronteret med de utallige udfordringer, som følge af klimaforandringerne og de stigende omkostninger ved brugen af fossile brændstoffer. Et typisk museum har generelt et ret højt energiforbrug, der i øvrigt er omvendt af, hvad den er for den enkelte borger: om sommeren bruges store mængder energi på at køle museerne, om vinteren forholdsmæssigt mindre. Samtidig befinder mange museer sig i gamle og ofte energimæssigt håbløse bygninger og har magasiner i utilstrækkeligt klimatiserede bygninger.
Så der er nok at forholde sig til! På den baggrund ville energibesparelser, blandt andet i form af vedvarende energi, og ændrede bygningsforhold, kunne reducere museets energiudgifter væsentligt.
Genstandene og værkerne på museerne oplever i øvrigt også følgerne af den globale klimaforandring. De højere temperaturer forårsager en accelereret nedbrydning af især organiske materialer og den større fugtighed påvirker metalholdige og organiske materialer ligeså negativt. Stigende værdier af ozon og kvælstofoxiderne NO og NO2 vil ligeledes påvirke langtidsholdbarheden for kulturarven negativt – og dermed vore børns og børnebørns mulighed for kvalificerede oplevelser ved museumsbesøg.
På konferencen, der indledes med en tale af klimaminister Lykke Friis, skal eksperter fra hele kloden debattere hvorledes vi med nutidens viden kan udvikle fremtidens teknologi og strategiske planlægning for bevaring af vores fælles kulturværdier, så museerne også i fremtiden kan være kulturbærere i en forandret verden.
”Ved at give museerne mulighed for reducerede energiomkostninger og dermed lav CO2 udledning, kan de blive rollemodeller for samfundet og dets borgere. Dette kan ske I et kreativt samspil mellem industri, stat og universitetsforskning. Resultaterne heraf vil være væsentlige og positive ikke kun for langtidsholdbarheden af kulturværdierne - men vil også virke som inspiration for samfundet generelt” udtaler konferencens hovedmand, bevaringschef på Statens Museum for Kunst, Jørgen Wadum.
Direktør for Organisationen Danske Museer, Nils M. Jensen, udtaler: ”Det her er virkelig chancen for at vise, at museer ikke kun kærer sig om fortiden. Som brancheorganisation lægger vi stor vægt på at være fremtidsorienterede, sætte nye standarder for museumsdrift og kunne give inspiration til samfundet på andre og måske uventede måder. Det her initiativ er med til at vise vejen!”
Yderligere om arrangementet ved henvendelse til bevaringschef Jørgen Wadum, tlf. 2559 7808 eller til direktør Nils M. Jensen, Organisationen Danske Museer tlf. 2548 9328, samt på www.smk.dk og www.dkmuseer.dk
22 jan 2010