Her er du: Nyheder/Presse

Nyhedsbrev, december 2009

Kulturministeren lancerede den 2. december 2009 et udspil til en ny kulturpolitisk strategi. Det sker under overskriften ”Kultur for alle” og med et stærkt fokus på museernes virke og fremtid. I det følgende gennemgås en række hovedpunkter i strategien og ODMs holdninger hertil.

Udgangspunktet i strategien er ministerens ønske om at sikre, at alle får bedre adgang til kulturtilbud.

For museerne er hovedpunkterne i strategien:

  • Museerne skal have ”interessante og relevante tilbud”, hvis de skal leve op til deres rolle i samfundet
  • Specielt de kulturhistoriske museer skal blive ”bedre til at få borgerne i tale”
  • De kulturhistoriske museer ”bør i særlig grad forholde sig til markedsføring og brugerinddragelse”
  • Der er ”brug for se med nye øjne på museumsvæsenet og nytænke museernes rolle”
  • Ledere og medarbejdere på kulturinstitutionerne ”har brug for at blive klædt på til borgernes ændrede kulturmønster og behov”

Ministeren vil:

  • Nedsætte et udvalg, der skal se på museernes størrelse i forhold til opgaver og i hvilken udstrækning sammenlægninger er nødvendige
  • Opfordre kommunerne til aktivt at forholde sig til særligt de kulturhistoriske museers struktur
  • Bede Kulturarvsstyrelsen være mere proaktiv i opfølgningen på kvalitetsvurderingerne af museerne
  • Styrke ledelsen af kulturinstitutioner gennem kompetenceudvikling i både ledelse og bestyrelser
  • Sørge for at mere kunst og kultur flyttes ud til brugerne

ODM mener, at ministeren i sit oplæg:

  • Peger på et væsentligt behov i form af en kortlægning af museernes opgaver – hvis det vel og mærke ikke udelukkende sker med sammenlægninger for øje. Problemet er i mindst lige så høj grad de indbyggede skævheder i den økonomiske støttestruktur, i forhold til opgavevaretagelsen, som det er museernes størrelse eller mangel på samme. ODM ser frem til at bidrage til analysen, som har været ønsket længe.
  • Peger på det væsentlige i en aktiv kommunal museumspolitik. Det må dog samtidig understreges, at det stigende statslige engagement og ønsker til museernes arbejde og udvikling indsnævrer det råderum for lokale drømme, visioner og prioriteringer på feltet, til trods for at det statslige tilskud ofte kun udgør en mindre del af museernes samlede økonomi.
  • Med et stærkt fokus på at lade regionale kulturaftaler bære en større grad af nytænkning og udvikling regionalt, bringes en regional kulturudviklingsfaktor yderligere på banen, hvor det er vigtigt at sikre, at det sker med dynamik og udvikling som motor. Sådan opleves de nuværende regionale kulturaftaler ikke altid at fungere.
  • Peger på et væsentligt område i form af markedsføring og brugerinddragelse – og efterlyser i den forbindelse at fokus også rettes mod, hvordan turistbranchen markedsfører museerne i de statsligt støttede kampagner.
  • Peger på et væsentligt behov for kompetencestyrkelse, på både ledelses- og bestyrelsesniveau. ODM vil her påpege, at vi både udbyder lederuddannelse på diplomniveau og bestyrelsesseminarer, og i øvrigt en lang række andre væsentlige museums rettede kursustilbud. Endvidere finder ODM det vigtigt at understrege, at kompetenceudvikling i museernes tilfælde også er forskning i museernes samlinger. Et forhold der ikke berøres i strategien.

ODM savner, blandt andet, at ministeren tager fat på:

  • De kommende krav til energireduktioner og manglende kompensation for stigende grønne afgifter, der er en tikkende klimabombe under museerne.
  • Den internationale dimension i museumsarbejdet med et større udblik.
  • Bud på hvordan ambitioner om digitaliseringen af kulturarven skal indfris, som et vigtigt led i kultur for alle.
  • Løsninger på problematiske bevaringsforhold og dårlige sikrings-/sikkerhedsforhold på museerne.

 Læs nærmere om ODMs refleksioner over ministerens udspil her.

2 dec 2009


 Til top

Produceret af Adapt A/S