Her er du: Nyheder/Presse

Nyhedsbrev, marts 2010

Analysen af museumsloven snart i gang!

Så er processen med at analysere museumsstrukturen så småt ved at komme i gang. Det er godt! For som ODM har påpeget i en længere periode, trænger vi til en egentlig analyse forud for evt. væsentlige strukturændringer for de danske museer.

Optakten har dog været præget af usikkerhed om mål og midler, tidsfølge og medvirken. Men så meget er dog nu klart, at der er berammet et møde den 10. marts 2010. Her skal den nedsatte statslige styregruppe, bestående af de to direktører for de to kulturministerielle hovedmuseer samt to medarbejdere fra Kulturministeriets departement og Kulturarvsstyrelsen, møde en bredt sammensat kreds af museumsfolk og andre relevante personer med tilknytning til museerne. Denne såkaldte referencegruppe er udpeget af styrelse, departement - og enkelte, der er udpeget af de politiske partier – i alt 33 personer.

Som mange andre i museumsverdenen har ODM undret sig over det hidtidige forløb med udpegning af en styregruppe, hvor de valgte alle er centralt placerede ansatte i staten, og det i forhold til en arbejdsopgave, hvor mantraet er at sikre ”Kultur til hele landet”. En undren, der da også har affødt et samrådsspørgsmål fra oppositionen i Folketinget om rimeligheden af sammensætningen af styregruppen. Svaret ses her.

I øvrigt lovede ministeren til samrådet, at hun allerede havde valgt, at der også skulle nedsættes en bredt repræsenteret referencegruppe, der skulle følge arbejdet i startfasen og igen når arbejdet nærmer sig sin afslutning. Ministeren indbød endvidere Folketingets partier til at udpege ressourcepersoner til gruppen.

På samme tid sendte KUAS en meddelelse til udvalgte museumsfolk og organisationer, herunder ODM, at de var valgt til referencegruppen. Processen for udvælgelsen af disse gode kollegaer kan ikke på nogen måde betegnes som særlig gennemskuelig. Således har både flere af de valgte – og i øvrigt også flere der føler sig forbigået (!) – fundet anledning til at spørge, om ODM var bekendt med procedure, mandat og form i referencegruppen!

Denne undren har ODM videregivet ved et møde i Kulturarvsstyrelsen, der er sat til at føre proces og pen i det kommende forløb. Ved samme lejlighed bad vi i øvrigt om, at bevæggrundene for den specifikke udpegning blev tydeliggjort. Endvidere udtrykte ODM ønske om, med ovennævnte in mente, at den fremadrettede proces mod udredningen generelt bliver mere gennemskuelig og bedre kommunikeret, så man undgår at flytte fokus fra indhold til form!

Der var på mødet enighed om, ”at se fremad”. Det kræver arbejdet. Bureaukratiske forviklinger og forsinkelser er der ikke tid til. Dertil er perspektiverne for museernes fremtid for vigtige. Men der skal ikke herske tvivl om, at ODM, som museernes brancheorganisation, ser det som sin vigtigste opgave at følge processen tæt, at vi meget gerne tager mod gode ideer og indfald, også fra alle dem der ikke er ”inde i varmen” i styre- og referencegruppe, samt at vi føler et stort ansvar for at informere organisationens medlemmer og løbende tage debatten i medlemskredsen. Således, blandt andet, ved årets generalforsamling i ODM, der i år finder sted, mandag den 26. april i Vartov.



9 mar 2010


 Til top

Produceret af Adapt A/S