Her er du: Nyheder/Presse

Nyhedsbrev nr. 12, december 2011

Med årets sidste nyhedsbrev vil ODM ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt museums-nytår.

2011 har været præget af stor opmærksomhed på museumsområdet. Det gælder bevågenhed fra de mange der har vist interesse for museernes indhold, som museumsgæster. Alt peger således på et generelt rigtigt godt besøgstal for landets museer, i året der nu rinder ud. Tænk: godt 11 mill. gæster besøger årligt landets museer. Dette meget store tal kan vi være endog meget stolte af, og det kan så passende suppleres med de mange borgere museerne i øvrigt er i kontakt med virtuelt eller på anden måde!

Også på den politiske scene, både lokalt og på landsplan, har der gennem 2011 været stor bevågenhed. Det er glædeligt, for det viser, at der er opmærksomhed om museerne rolle i samfundet, og både lokalt og på landsplan er der fuld gang i udviklingen med nye tværgående projekter, nye samarbejdsrelationer, nye udstillingskoncepter og meget mere. Med et så dynamisk afsæt i en svær økonomisk tid, kan vi se frem til et 2012, hvor ”Udredningen om fremtidens museumslandskab” skal landes i det politiske landskab.

Museumsudredningen er som bekendt ikke politisk behandlet endnu. Et valg kom på tværs, men nu ser det ud til at udredningen skal behandles politisk straks i det nye år. ODM er således blevet inviteret til møde med Folketingets Kulturudvalg. Der er grund til at takke regeringspartierne for at følge op på den forrige regerings ønske om en udredning af museumsfeltet. En proces som vi i ODM hele tiden har ønsket. Men selv om der har været proces omkring ”Udredningen”, er der emner i udredningens mange ord, hvor der er grund til bekymring for den gode model med et overordnet fælles og decentralt organiseret museumsdanmark. Vores synspunkter har vi gennem året redegjort for i nærværende nyhedsbrev se evt. i arkivet. Synspunkter som vi agter at gentage, i det omfang de ikke er blevet taget til følge, i den politiske proces der nu forestår. Det bliver spændende!

Julehilsen fra Christine Buhl Andersen, formand for Organisation Danske Museer

Museer og ophavsretsloven

Flere museer har gennem årene henvendt sig til ODM med forespørgsler om håndtering af ophavsretsloven. Museerne har været i klemme i indviklede og bøvlede regelsæt, andre har måtte betale store summer, museernes spinkle økonomi taget i betragtning, for retten til at formidle vores fælles kulturarv. En aktuel sag fandt vej til medierne, i en artikel i Politiken, den 11.12 2011. Her kunne man under overskriften ”Museer bliver klemt i rettighedsbøvl” læse om Danmarks Mediemuseums aktuelle kvaler med at fortælle mediernes historie, uden at skulle betale store summer for anvendelse af, hvad der vel bedst kan betegnes som digitale ”citatklip”. Kulturminister Uffe Elbæk fandt i en replik forholdene på området ”paradoksale”, og meddelte, at han gerne ville forholde sig til sagen. ODM har efterfølgende sendt en beskrivelse af den aktuelle sag. Se brevet til ministeren her. I brevet redegøres endvidere for ODMs generelle holdning til ophavsretslovgivningen, specifikt i forhold til museer som ikke kommercielle formidlere af kulturarven. I skrivende stund har vi ikke hørt fra ministeren.

"Borgernes Museer. Mangfoldighed og regionale forskelle"

Sammen med museerne i Region Midtjylland (MMU) har ODM produceret en rapport, der tager udgangspunkt i hverdagen på landets museer. Sammen har vi i fællesskab forsøgt at indkredse nogle problemstillinger omkring museumsdrift i Danmark. Det er gjort i form af en række interview med museumschefer fra både store og små museer i regionen. Publikationen kan downloades her.
Rapporten rummer en række decentrale bud og ideer på museernes rolle, som det er væsentligt at have in mente, når retningen for fremtidens museumsudvikling defineres. På den måde er ”Borgernes museer” et korrektiv til Kulturministeriets ”Udredningen om fremtidens museumslandskab”, fra april 2011, som er det statslige forsøg på at sætte centrale standarder for museernes udvikling. Rapporten er i trykt form sendt som en julehilsen til kulturpolitikerne i Folketinget, til medlemmerne af ODM og vil også blive sendt til kommunalpolitikerne i MMU’s område.

Tilbageblik på det natur- og kulturhistorisk faglige årsmøde på Nyborg Strand

De traditionsrige kulturhistoriske møder har i mere end 35 år været afholdt på Fuglsøcentret på Mols. Med Fuglsøcentrets konkurs i september 2011 var det tid at flytte mødet. Valget faldt på Hotel Nyborg Strand, der gennem en årrække har huset ODMs internationale formidlingsseminar. Mere end 420 kollegaer var mødt op, i øvrigt som noget nyt suppleret af museumskollegaer fra de naturhistoriske museer. Det blev på alle måder et succesrigt møde: Evalueringen fra deltagerne taler om stor glæde ved flytningen, overvejende stor tilfredshed med det faglige indhold og en absolut betoning af disse møders vigtighed, som en både faglig og ikke mindst kollegial ramme for helt nødvendig netværksdannelse. Program, faglige arkæologiske indlæg og fotos fra Nyborgmødet kan ses her

Høringssvar 2011

ODM afgiver årligt en række høringssvar på forhold der vedrører museumsområdet. I år således: Høring over Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem. Bemærkninger til Europa-Kommissionens henstilling af 27.10.2011 om digitalisering og onlineadgang til kulturelt materiale og digital opbevaring. Høringssvar vedr. Directive of the European Parliament and of the Council on certain permitted uses of orphan works CO;(2011)289 final. Høringssvar vedr. udkast til ændring af bekendtgørelse om Det Særlige Bygningssyn. Høringssvar vedr. 2. høring af forslag til lov om ændring af lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. Årets høringssvar kan ses her.

ODMs internationale formidlingsseminar, 26.-28. marts 2012

Næste års internationale og praksisorienterede formidlingsseminar har overskriften ”Medborgerskab”. Fra programmet er sakset følgende: Det er tanken at se nærmere på, hvilken rolle museerne allerede spiller i forhold til begrebet medborgerskab, hvilke nye handlemuligheder begrebet tilbyder den museale praksis, herunder arbejdet med de digitale medier, kuratering, undervisning og udstillingsdesign. Målet er, med afsæt i medborgerskab, at udvikle og udvide de muligheder, som ikke kun samlingerne rummer, men som også vores refleksioner vedr. sprog, fortællinger, menings- og vidensproduktion, flerstemmighed, normer, værdier, rettigheder, forpligtelser og aktiv deltagelse kan give. En af museernes udfordringer er at være et relevant rum for deltagelse og udvikling af samfundet. Derfor er der god grund til at sætte fokus på medborgerskab som en af tilgangene til at skabe denne relevans. Meget mere om det spændende program og tilmelding her.

22 dec 2011


 Til top

Produceret af Adapt A/S