Her er du: Nyheder/Presse

Nyhedsbrev nr. 1, januar 2012

ODM i samråd om ”Udredningen om fremtidens museumslandskab”

I april 2011 kom embedsmandsgruppens "Udredning om fremtidens museumslandskab". Den forrige regering nåede dog ikke at behandle udredningen, og den har derfor ligget over til nu, hvor den netop er blevet taget op til overvejelse og politisk behandling. I øjeblikket diskuteres den således af politikerne i Folketingets Kulturudvalg, hvilket stadig kan føre til ændringer og tilføjelser. I den forbindelse har ODM haft mulighed for at fremføre en række synspunkter. Onsdag den 11. januar var ODM således i såkaldt lukket samrådsmøde med Folketingets Kulturudvalg. Udvalget havde, helt usædvanligt, afsat en time til at få kendskab til og forståelse for udredningens baggrund - og ønskede samtidig at høre om de forhold, der stadig trænger til afklaring. Foruden ODM’s formand og direktør var Kulturministeriets afdelingschef, Steen Kyed, indkaldt til mødet, hvor der var mødt repræsentanter for partierne A, B, SF, V, DF og C - altså en rigtig god og politisk bred dækning fra udvalgets side. Det vidner om engagement og holdninger til museernes sag!

Efter fremlæggelse af baggrunden for udredningsarbejdet ved formanden for udvalget og Kulturministeriets repræsentant, Steen Kyed, fremlagde ODM’s formand, i en skærpet udgave, de synspunkter om godt og skidt i udredningen, som ODM har fastholdt gennem de seneste mange måneder, herunder især forhold vedr. rådgivningsstrukturen omkring Kulturstyrelsen, tankerne om det nationale museumspanel, ideen om sammenlægningerne af de små puljer til en stor national pulje, konserveringscentrenes skæbne, forskningens fremtid på museerne, Kulturstyrelsens tiltænkte magtfulde rolle samt en række andre forhold. Efterfølgende er et samlende papir med disse af ODM’s medlemmer allerede kendte synspunkter afleveret i kort form til udvalgets medlemmer - se her.

Derefter var der opklarende spørgsmål og debat, og den afsatte time gik hurtigt, de komplekse forhold på museumsområdet taget i betragtning. Kulturudvalgets formand, Flemming Møller Mortensen (S), gav i en afsluttende bemærkning til kende, at udvalget følte sig opdateret og nu ville fortsætte det politiske arbejde med ønsker til uddybning og ændringer af udredningen i ministerielt regi. Han understregede samtidig, at Regeringen vil arbejde for, at museernes decentrale stemme bliver hørt i den kommende proces. Samme melodi blev slået an af de radikales ordfører, Marlene Borst Hansen, der også betonede vigtigheden af at sikre et decentralt og velfungerende museumsliv i hele Danmark, bl.a. med fokus på bevaringscentrenes sag. ODM’s opfølgende ordførermøder har i øvrigt vist, at det er synspunkter, der deles ganske bredt blandt Folketingets partier. Det bliver spændende at følge det kommende forløb, der nu er lagt i hænderne på det politiske system på Christiansborg. Efter den politiske behandling følger en ny afklaring i Kulturministeriet (sikkert in casu: Kulturstyrelsen) og sandsynligvis derefter endnu en fremlæggelse – forud for at det evt. nødvendige lovgivningsmæssige arbejde igangsættes.

Der er således stadig mulighed for at påvirke den politiske proces, så er der synspunkter på udredningen, der stadig trænger til en kommentar, modtages disse gerne, ligesom mediernes spalter selvfølgelig stadig kan anvendes, med det for øje at sikre et udviklingsorienteret og fremadskuende dansk museumsvæsen.


Forskningsnetværket i ODM reaktiveret

En bred kreds af forskningsinteresserede blandt ODM’s medlemmer mødtes den 16.01.12 i Vartov til en debat om fremtidens museumsforskning. Efter en række oplæg og en god debat blev det besluttet at arbejde for at formalisere ODM’s arbejde med at sikre indflydelse på den museale forskning i et ODM-forskningsudvalg. Første opgave er, at bestyrelsen udarbejder rammerne for det kommende arbejde. Et referat fra mødet, sammen med de uddelte papirer om forskellige forhold omkring forskning på museerne, vil snart blive lagt ud på ODM’s hjemmeside. Tilbage fra mødet står, at museumsforskningen er under pres – og at det er vigtigt at identificere og forstå de muligheder, som fremtiden byder på, hvilket kræver udtalte samarbejdsevner og overblik. Ellers er alle enige om, at vilkårene for museernes forskning vil blive forringet væsentligt.

Folkemøde på Bornholm, 2012

Fredag den 15.06.12 er foreløbig afsat til at være "museernes dag" i forbindelse med Folkemødet på Bornholm. Til folkemødet, der er skabt under inspiration fra traditionsrige møder på Gotland i Sverige, mødes landets politikere med meningsdannere i en uformel og hyggelig ramme, så der forhåbentlig kan opstå gnister og gives inspiration og ideer videre til de politiske beslutningstagere. ODM har, efter opfordring fra de bornholmske museer, valgt at deltage i denne nystartede danske tradition, og vil her søge at fremføre synspunkter om museernes virksomhed og egenart i den utraditionelle ramme.

Husk årets internationale formidlingsseminar på Nyborg Strand d. 26.-28. marts

Temaet er Medborgerskab. Superaktuelt og praksisorienteret – og tænkt med en tydelig rød tråd, der sikrer indblik og udblik fra relevante aktører fra nær og fjern, ja, helt fra Barbados vil der komme gæster! Det er tanken på årets seminar at se nærmere på, hvilken rolle museerne allerede spiller i forhold til begrebet medborgerskab, hvilke nye handlemuligheder begrebet tilbyder museerne, herunder hvordan vi kan arbejde med medborgeskab inden for digitale medier, kuratering, undervisning og udstillingsdesign m.m. Målet er at udvikle og udvide de muligheder, som ikke kun samlingerne rummer, men som også museernes mange refleksioner vedr. sprog, fortællinger, menings- og vidensproduktion, flerstemmighed, normer, værdier, rettigheder, forpligtelser - og aktiv deltagelse - kan give. Som bekendt er en af museernes udfordringer at være et relevant rum for deltagelse og udvikling af hele samfundet. Det er den grundlæggende idé bag dette fokus på medborgerskab. Meget mere om det spændende program og tilmelding her. Husk: Deadline for tilmelding er meget nær!

Frivillighedskonference 2012 - Frivillige i dansk natur og kultur"

Torsdag den 19. april afholder Skov & Landskab, Københavns Universitet, og Friluftsrådet, i samarbejde med bl.a. ODM "Frivillighedskonference 2012 - Frivillige i dansk natur og kultur"
Konferencen henvender sig til grønne organisationer, natur- og kulturhistoriske museer, kommuner, nationalparker og andre, der ønsker at involvere - eller allerede arbejder med - frivillige. Konferencen har som mål at sætte fokus på frivillighed som en vigtig ressource og motivationsfaktor inden for arbejdet med natur og kultur samt at sætte fokus på behovet for fælles videnopsamling og videnformidling inden for hele frivilligområdet. Det er tanken, at konferencen skal medvirke til at dele gode idéer og sikre aktuel og vedkommende inspiration. Dagen byder på et såkaldt "løsningsgalleri", hvor alle der arbejder med frivillige kan medvirke og præsentere metoder, løsninger, organiseringsformer inden for involvering af frivillige i naturpleje, museumsvirksomhed, natur- og kulturhistorisk formidling m.m.

Mange museer har stor viden på området - og rigtig mange arbejder i disse år aktivt for at udvikle arbejdet med frivillige, som en væsentlig lokal faktor for museernes virke. For dem vil der givet være inspiration at hente. Se nærmere her.

19 jan 2012


 Til top

Produceret af Adapt A/S