CHEFSEMINAR ONLINE

INDBYDELSE TIL ONLINEMØDE I ODM’S CHEFNETVÆRK

Mødet afvikles via Zoom, der har værktøj til gruppedannelse og samtaler, fredag den 26. marts 2021, kl. 9-12. Tilmelding nødvendigt her på siden.

Styrk dit chef-netværk, bliv hurtigt opdateret og bidrag til at løse udfordringer for museer i Danmark.

Program

Goddag og velkommen. 
Peter Thor Andersen, Øhavsmuseet, medlem af chefnetværks-gruppen

Hvad sker der i Kulturministeriet med hjælpepakker og museumsreform – og hvad med Ole Winther?

Ole Winther, ny kontorchef i Kulturministeriet.
 

Hvad sker der i ODM for tiden? Politik, økonomi, udvikling.
Flemming Just, Sydvestjyske Museer, formand i ODM.

Hvordan tackler vi hver især corona-krisen? Kort indledning og introduktion.
Ved Lisbeth Lund, Willumsens Museum, medlem af chefnetværks-gruppen.

Tre korte oplæg, der viser udfordringer og løsninger – fra forskellige placeringer i kultur- og museumslivet.

Rapport fra kulturministerens genstartsteam
Museumsdirektør Claus Kjeld Jensen, Varde Museerne, sidder i kulturministerens genstartsteam. Claus vil kort fortælle, hvad opgaven gik/går ud på – og hvad der aktuelt er besluttet i teamet.

Sådan fik vi fremgang
Museumsdirektør Ulla Schaltz, Museum Lolland-Falster, fortæller kort om, hvad der er hendes bud på, at Museum Lolland-Falster i 2020 oplevede en meget stor fremgang i besøgstal trods pandemi og Covid 19.

Sådan løser vi tilbagegang 
Museumsdirektør Thomas C. Thulstrup, Kongernes Samling, fortæller kort om situationen på museets afdelinger med voldsom tilbagegang i besøgstallene i 2020. Hvad kommer den nye afdeling, Koldinghus til at betyde for museet i 2021 – og fremover?

Det bøvler vi med. Sådan finder vi veje frem i en omskiftelig tid. Kort indledning og introduktion.
Ved Morten Thomsen Højsgaard, ROMU, medlem af chefnetværks-gruppen.

Med udgangspunkt i et kort oplæg, drøftelse i grupper om specifikke ledelsesdilemmaer og emner. På forhånd skal deltagerne tilmelde sig én gruppe blandt følgende muligheder:

1. Trivsel/arbejdsmiljø
Hvordan er arbejdsmiljøet aktuelt på din arbejdsplads? Hvad er de vigtigste læringer fra et år, hvor vi har intensiveret hjemmearbejde og hvor det sociale liv på arbejdspladsen er helt forandret. Og hvad med produktiviteten?

2. Sexisme/krænkelser
Der skal til stadighed arbejdes med omgangsform, tonen i samtalen og det skal sikres, at ingen bliver krænket på museerne. Hvad er dine erfaringer – og hvordan tackler i på Jeres museum problemstillingen?

3. Distanceledelse
Hvordan er man en nærværende leder på afstand? Hvordan skaber man synligt og nærværende lederskab, når man ikke er til stede sammen, på samme sted og på samme tid? Hvordan får du det bedste ud af de tilgængelige teknologier – og kan man erstatte det fysiske møde med det virtuelle på en kvalitativ og dynamisk måde?

4. Krisekommunikation – Håndtering af en shitstorm
Sociale medier er fantastiske og skræmmende. Fascinerende, fordi du let og ubesværet kan skabe kontakt. Skræmmende fordi en shitstorm hurtigt kan blæse op med fuld styrke – både i forhold til fagligt indhold på museet, som ændring af ordvalg i udstillinger eller navn på museet, personsager m.m. Hvordan håndteres en shitstorm på de sociale medier? Hvornår skal man gribe ind i en diskussion?  Hvornår er det bedre blot at tie? Kan man “styre” debatten”. Hvad er jeres erfaringer og gode råd?

5. Politisk interessevaretagelse
Aktiv interessevaretagelse er vejen hvis man vil have indflydelse på den politiske dagsorden og økonomi i kommunen. Hvordan får man lokalpolitikere, embedsmænd og medier til at interessere sig for en sag? Og hvor og hvornår kan man være med til at påvirke de politiske beslutninger? Hvor er de gode eksempler på tæt og godt lokalt samarbejde – og hvor er der problemer, hvor kollegaer kan være behjælpelig?

6. Nyansættelser og rekruttering
I gennemsnit skifter et museum direktør hvert 10. år. Der er mange forventninger til evner som fundraising og til at skabe egenindtægter. Ledelsesopgaven er kompleks, og hvad skal være de bærende værdier på museet? Meget få museumsdirektører skifter branche og skaber succes andre steder. Langt de fleste direktører rekrutteres blandt museumsinspektører o.l. Er det, fordi museumsverdenen er svær at være leder i? Er det, fordi den faglige baggrund giver noget afgørende til lederrollen? Har vi en ledelsesmæssig udfordring – måske endda en krise?

7. Funding
Hvad vil fondene støtte i fremtiden?  Generelt er der pres på fondene, næsten alle museer har markante (og dyre) udviklingsprojekter. Flere fonde har udtrykt ønske om bedre koordinering. Bør museerne evt. selv koordinere? Og hvordan tænker vi selv på finansiering af den efterfølgende drift?

8. Rebranding af museerne
Vi ser i stigende grad nye satsningsområder og nye måder at formidle på. Museerne arbejder i disse år på stadig nye vinkler og nye udtryk. Generelt kæmper vi nok fortsat med at nogle (pressen, turistfolk og også visse politikere) stædigt holder fast i den med det støvede image. Hvordan ændrer vi det?

9. Forandringsledelse
Alle ovenstående temaer kræver meget af både museumschefen – og af mellemlederne. At skulle flytte vores organisationer er ressourcetungt – og de store spring betyder meget for både ledere og for medarbejdere, der reagerer meget forskelligt. Groft sagt kan man sige, at nogen gange er den største modstand blandt vores egne kollegaer. Hvordan griber du forandring an – og hvem har gode ideer til netop det arbejde?

Opsamling på de debatterede dilemmaer i plenum
Morten Thomsen Højsgaard samler trådene.

Næste møde
Ulla Schaltz præsenterer oplæg og ideer til programmet for efterårets fysiske møde, der planlægges til at finde sted torsdag den 16. og fredag den 17. september 2021 på Hotel Kongebrogaarden ved Middelfart.

Afrunding fra ODM
Flemming Just samler op og peger frem mod ODM’s virtuelle generalforsamling d. 28. april 2021.

 
De bedste hilsner
Styregruppen for ODM's chefnetværk
 

Dato:

26. mar. 2021
08:00 - 11:00

Sted:

Målgruppe:

Seminar for museumschefer og museumsdirektører (museernes topledere og kræver medlemskab af ODM)

Tilmeldingsfrist:

18/03/2020

Priser:

Gratis