Dato:
23/03/2020
Sted:
Vartov, Farvergade 27D, 1463 København K

Et let omskrevet citat fra Alice i Eventyrland siger, at hvis du ikke ved hvor du vil hen, er det ligegyldigt, hvilken vej du tager. Det er lidt det samme med dine gæster: Hvis ikke du kender dem eller ved, hvorfor de besøger dit museum, er det ligegyldigt hvilke oplevelser, du serverer for dem.

Dine gæster er det vigtigste, du har. Uden gæster er et museum primært et åbent magasin. Kender du ikke dine gæster, deres behov og motivation for besøget, risikerer du, at arbejdet med at skabe nye, spændende publikumstiltag er spildt. Desuden får du sværere ved at overbevise politikere og fonde om, at de skal støtte museets arbejde.

Brugen af data, bruger- og markedsindsigt er i stigende grad ved at vinde indpas på museer og kulturinstitutioner. Alt fra politikere til fonde bliver mere og mere optagede af målsætninger og evalueringer, og det stiller nye krav til museernes evner til at kende deres brugere og ikke-brugere og dokumentere effekten af det store arbejde, der lægges i at lave udstillinger og events. Erfaringer og mavefornemmelser er ikke længere nok. Nu skal der data og fakta på bordet.

Men hvad kendetegner dine brugere? Hvem er de, hvorfor besøger de dit museum, og hvad får de ud af besøget? Hvem fravælger dit museum, og hvorfor gør de det? Hvem konkurrerer du med? Hvad er barriererne for et besøg på dit museum?

På dette kursus bliver du introduceret til en række metoder og værktøjer, så du selv kan komme i gang med at bruge data og indsigt med det samme. Du får også et overblik over de forskellige typer analyser og data, så du kan beslutte, hvad der er det rigtige for dit museum.

På kurset får du:

  • En gennemgang af de forskellige typer data og analyser, der kan være relevante på et museum
  • En introduktion til en række analysemetoder, du kan benytte direkte i dit daglige arbejde
  • Konkrete eksempler på, hvordan analyser og brugerdata kan anvendes på alt fra praktisk til strategisk niveau
  • Inspiration til at arbejde mere med data og fakta i det daglige

Kurset er for alle, der arbejder med publikumsudvikling på museer, og som gerne vil lære sine brugere og markedet bedre at kende.

Underviser
Søren M. Bjørnsen er analyseansvarlig på Nationalmuseet. Han er uddannet HD i Afsætning på CBS og har i en årrække arbejdet inden for markedsføring, kommunikation og analyse. Søren har siden 2016 været ansvarlig for området: analyse og indsigt i gæster, markeder og tendenser på Nationalmuseet i København.

Målgruppe:
Kurset er for alle, der arbejder med publikumsudvikling på museer og som gerne vil lære sine brugere og markedet bedre at kende.
Underviser:
Søren M. Bjørnsen
Tilmeldingsfrist:
23/02/2020
Pris:

DKK 1.400 inkl. frokost (ODM-medlem)
DKK 1.500 inkl. frokost (ikke-medlemmer)

Der gives 10% rabat ved tilmelding af mindst to ansatte fra samme museum/institution.

Citater