MuseumsUndervisningsUddannelsen

MuseumsUndervisningsUddannelsen

MuseumsUndervisningsUddannelsen bidrager til at øge kvaliteten af museumsundervisning ved at styrke kompetencer hos museernes undervisningsansvarlige. Uddannelsen giver praktisk og teoretisk indsigt i læring i eksterne læringsmiljøer, og den giver praksisnære redskaber og inspiration til at udvikle undervisning af høj kvalitet.

En stor styrke ved uddannelsen er, at den giver mulighed for at diskutere og udveksle erfaringer med andre undervisningsansvarlige på forskelligartede museer.

MuseumsUndervisningsUddannelsen består af fire moduler af to dages varighed. Du skal påregne ca. en dags arbejde imellem hver kursusgang.

Uddannelsen udbydes i 2024 for 12. gang. Den er udviklet i et tæt samarbejde mellem ODM og Skoletjenesten videncenter for eksterne læringsmiljøer og bygger på Skoletjenestens mangeårige erfaringer med etablering, drift, udvikling og evaluering af undervisning i eksterne læringsmiljøer.

Målgruppe

Uddannelsen henvender sig til dig, som arbejder med undervisning på museer eller i andre eksterne læringsmiljøer, og som har ansvar for udvikling, gennemførelse og evaluering af undervisningsaktiviteter.

Arbejdsform

MuseumsUndervisningsUddannelsen tilbyder et fagligt ambitiøst program, som veksler mellem oplæg, diskussioner, gruppearbejde og individuelle refleksioner samt afprøvning af museumsundervisning i praksis.

Uddannelsen vægter aktiv deltagelse og videns- og erfaringsdeling højt. Derfor er det en forudsætning, at du har mindst to års undervisningserfaring fra eksterne læringsmiljøer, og at du har en praksiserfaring, som kan sættes i spil i faglige diskussioner på baggrund af oplæg, paneldiskussioner og hands-on møder med undervisning på museer.

Du og de øvrige kursister samarbejder i netværksgrupper på modulerne og mødes imellem modulerne, hvor I arbejder videre med problemstillinger fra undervisningen.

Kursusledere og oplægsholdere er erfarne museumsundervisere og fagfolk fra museumsbranchen og fra skoleverdenen. En stor del af undervisningen foregår på museer i København, hvor vi afprøver undervisning og møder undervisningsansvarlige, undervisere og museumsledere. 

Udbytte

I løbet af uddannelsesforløbet arbejder du med at formulere en pædagogisk profil til dit museum. Profilen er et centralt redskab i kommunikation og markedsføring af undervisningstilbud, ligesom den er værdifuld i jeres interne samarbejde om læringssyn og undervisning på dit museum.

Du udarbejder eller videreudvikler desuden et aktuelt undervisningstilbud, som du kan implementere i din egen praksis efter kursusforløbet. Øvrige kursister og kursusledere kvalificerer løbende dit undervisningstilbud og din pædagogiske profil.

Uddannelsen giver dig desuden:
  • Fortrolighed med modeller og værktøjer til at kunne udvikle, tilrettelægge, drive og evaluere undervisningsaktiviteter i eksterne læringsmiljøer.
  • Viden om målgrupper og deres forudsætninger for at deltage aktivt i undervisningen på museer.
  • Viden om skolers praktiske hverdag.
  • Viden om børn og unge som målgruppe.
  • Redskaber til at reflektere over og opkvalificere egen og andres praksis.
  • Indsigt i problemstillinger og løsningsforslag ift. at udvikle og konsolidere undervisningspraksis på museer.

Kursusmoduler på MuseumsUndervisningsUddannelsen 2024

De fire kursusmoduler tilrettelægges bl.a. på baggrund af en forventningsafstemning mellem kursister og kursusledere ved kursets start, ligesom der er en åbenhed for at inddrage helt aktuelle temaer i løbet af kurset.

Datoer og foreløbige overskrifter for de fire kursusmoduler:

Modul 1: 29.-30 januar 2024
  • Teorier om læring og omsætning til undervisning
  • Kendskab til målgrupper – besøg fra skoleverdenen
Modul 2: 26.-27. februar 2024
  • Planlægning og gennemførelse af undervisningsforløb
  • Pædagogiske metoder – museumsbesøg
Modul 3: 8.-9. april 2024
  • Evaluering af undervisning
  • Pædagogiske metoder – museumsbesøg
Modul 4: 13.-14. maj 2024
  • Samarbejder og partnerskaber med skoler, kommunale og nationale aktører – museumsbesøg
  • Pædagogisk profil og undervisningsforløb

Undervisere

Sidsel Bjerregaard Kirk er pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten.

Ane Riis Svendsen er pædagogisk udviklingskonsulent i Skoletjenesten og undervisnings- og udviklingsansvarlig på Arbejdermuseet.

Du er velkommen til at kontakte kursusleder Sidsel Kirk, hvis du har spørgsmål til indholdet af kurset.

Sidsel Kirk                          cp2k@kk.dk                           Tlf.:2335 0366

Dato:

29. jan. - 30. jan. 2024
10:00 - 17:00
26. feb. - 27. feb. 2024
10:00 - 17:00
08. apr. - 09. apr. 2024
10:00 - 17:00
13. maj - 14. maj 2024
10:00 - 17:00

Sted:

Vartov

Målgruppe:

Museumsansatte, der arbejder med undervisning på museer, og som har ansvar for udvikling, gennemførelse og evaluering af undervisningsaktiviteter.

Underviser:

Ane Riis Svendsen og Sidsel Bjerregaard Kirk

Ane Riis Svendsen og Sidsel Bjerregaard Kirk

Tilmeldingsfrist:

29/12/2023

Priser:

DKK 14.400 (ODM-medlem)
DKK 18.000 (ikke-medlemmer)

Der gives 10% rabat til medlemmer ved tilmelding af mindst to fra samme museum/institution.