Dato:
30/08/2021 - 09:00 - 16:00
,
Dato:
20/09/2021 - 09:00 - 16:00
,
Dato:
04/10/2021 - 09:00 - 16:00
+ flere moduler
Sted:
ODM, Farvergade 27 D, 2. sal og Zoom

Museerne arbejder i stigende grad projektorienteret, og stadig flere medarbejdere træder ind i rollen som projektleder. Kurset ”Projektleder på museum” er praksisnært og giver en introduktion til de væsentligste redskaber i projektlederens værktøjskasse. Du kommer til at arbejde med dit eget projekt i tæt sparring med underviseren og de øvrige kursister. Kurset er særligt målrettet medarbejdere på museer, og der lægges vægt på videndeling og netværk mellem kursisterne.

Formål og indhold
De overordnede formål med kurset er, at deltagerne:

  • opnår en fælles afklaret definition af, hvornår noget er et projekt på museet
  • får forståelse for projekters organisering
  • får indsigt i og forståelse for anvendelse af de basale projektværktøjer
  • reflekterer over egne kompetencer og rolle i relation til ledelse og styring af projekter

Kurset vil give viden, inspiration og værktøjer til:

  • at fastholde fokus på projektets formål, mål og leverancer
  • projektbeskrivelsen som centralt styringsdokument
  • at organisere projekter: projektejer/styregruppe; projektleder og -deltagere og den løbende kommunikation.
  • at fastlægge museets version af en projektmodel som fundament for det tværgående projektsamarbejde
  • at arbejde med egen rolle i relation til tydelig ledelse af projekter
  • at interessentanalyse, risikoanalyse og kommunikationsplan forstås og indgår kvalificeret i projektarbejdet

Undervisningsform
Kurset består af tre dage, der afvikles med to dages fysisk fremmøde og en dag med online undervisning. Imellem disse undervisningsdage arbejder deltagerne med egne konkrete projekter samt mødes virtuelt med kolleger fra andre museer for at dele viden, sparre og støtte hinanden i at implementere værktøjer og processer. Underviser Lars Pedersen deltager online på gruppemøderne med vejledning.

Deltagerne skal medbringe deres egen case, som bearbejdes gennem hele forløbet. Casen kan fx være en arkæologisk undersøgelse eller et formidlingsprojekt, hvor udvikling, tilrettelæggelse og gennemførelse af udstillinger og events er i fokus. Selv om projekterne varierer i omfang, varighed og kompleksitet, vil der være en række emner, der går igen.

Deltagerne skal gennemføre en lille digital personlighedstest som en del af kurset.


Målgruppe
Deltagerne forventes at lede eller arbejde med store eller små projekter på et museum. Man skal medbringe og arbejde med en konkret projektcase, som skal udvikles og/eller realiseres i nærmeste fremtid. Kurset henvender sig til alle typer af fagligheder på museerne. Fokus er på processer og ledelsesredskaber, så det er ikke afgørende, om du er kunsthistoriker, arkæolog eller konservator.


Underviseren
Lars Pedersen har arbejdet med leder- og medarbejderudvikling i tre årtier. Som konsulent og underviser arbejder han med projektledelse, samarbejde, kommunikation og generel ledelse. Han driver egen virksomhed - Pitstop Management – og tilbyder rådgivning, foredrag og undervisning i distanceledelse og virtuelt samarbejde. Lars har flere gange undervist for ODM og har et godt kendskab til museumsverdenen.

Målgruppe:
Deltagerne forventes at lede eller arbejde med store eller små projekter på et museum
Underviser:
Lars Pedersen
Tilmeldingsfrist:
30/06/2021
Pris:

ODM-medlemmer: 7.500 kr.
Ikke medlemmer: 10.000 kr.

 

BEMÆRK: Der er i øjeblikket tekniske problemer med udsendelsen af tilmeldingskvitteringer. Når du ser en bekræftelse på din skærm, er din tilmelding registreret, og du behøver ikke foretage dig yderligere - også selvom du ikke modtager en kvittering.

Citater