Sensorer i praksis – datadrevet klimaindsigt i historisk museumsbygning

Hvilket initiativ er der tale om?

Installation af IoT-sensorer og opgradering af klimadata til brug for energioptimering og bevaring

Case fra

Den Hirschsprungske Samling

Hvilket område ligger initiativet inden for?

Indeklimastyring, energioptimering, præventiv konservering, bygningsdrift

Hvem var involveret?

Driftschef og energikonsulent fra Slots- og Kulturstyrelsen

Hvad og hvordan Den Hirschsprungske Samling gjorde

Museet deltog i Getting Climate Control Under Control-projektet med ønsket om at forbedre datagrundlaget for klimastyring og energioptimering i en fredet bygning med historiske tekniske installationer. Den eksisterende CTS-løsning havde begrænset antal målepunkter, og museet havde behov for mere detaljerede data for at kunne gennemføre justeringer i driften.

Derfor blev der opsat tre typer IoT-sensorer fra IoT-fabrikken – Full, Mini og Micro – i centrale og perifere rum. Sensorerne blev installeret af museets eget personale og koblet til platformen RoomAlyzer, der giver realtidsdata og mulighed for at modtage advarsler om afvigelser i temperatur, luftfugtighed og luftkvalitet.

Efter projektet har Den Hirschsprungske Samling besluttet at tilpasse sin praksis til Bizot-gruppens anbefalinger om klimaparametre. Som følge af denne beslutning, tilrettes museets facilitetsrapporter og udlånsbetingelser fremadrettet.

Uafhængigt af projektet, blev museets klimaskærm sideløbende forbedret gennem isolering af loft og vinduesrenovering, hvilket har bidraget til en samlet energibesparelse på knap 26 MWh (svarende til over 1,9 ton CO₂ og ca. 20.000 kr. i driftsbudgettet). Museet anvender nu IoT-data aktivt i sin bygningsdrift og arbejder på at inddrage dem i nye udstillings-, låneaftale- og transportprocedurer.

Fordele ved initiativet

Projektet har skabt en bedre forståelse af bygningens indeklima. Beslutninger om ændringer i ventilation og opvarmning kan nu træffes på baggrund af konkrete data, og risikoen for skimmel og luftfugtighedsproblemer kan overvåges og forebygges mere effektivt. IoT-sensorerne supplerer CTS-anlægget og skaber større sikkerhed for både samlinger og gæster.

Vigtige erfaringer ifm. realiseringen

  • Præcise data er afgørende for at balancere energibesparelser og bevaring
  • Projekter kræver tydelige mål, definerede roller og ledelsesmæssig opbakning
  • Statens godkendelsesprocesser bør tænkes ind i tidsplanen fra start
  • Selv i fredede bygninger er datadrevet klimastyring muligt

Hvad overraskede?

Det overraskede, hvor stor forskel den forbedrede datakvalitet gjorde – både i forhold til drift og i samarbejdet med SLKS. Projektet viste også, at mindre museer med enkle tekniske systemer kan opnå stor effekt med målrettet teknologi og nysgerrighed. Det var dog en udfordring at finde den nødvendige tid og koordinering internt, især midt i et direktørskifte og sideløbende renoveringsarbejder.

Kontaktperson?

Dan Mølgaard, driftschef, info@hirschsprung.dk