Nye bygninger og nye samarbejder

Hvilket initiativ er der tale om?

Optimering af HVAC-systemer i H.C. Andersens Hus

Case fra

Museum Odense – H.C. Andersens Hus

Hvilket område ligger initiativet inden for?

Bygningsdrift, energioptimering, bevaring/konservering, indendørsklima

Hvem var involveret?

Konservator, driftsleder, økonomichef, bæredygtighedskoordinator, ekstern leverandør og Odense Kommune

Hvad og hvordan Odense Museum gjorde

Som en del af projektet Getting Climate Control Under Control, eller Bæredygtig Klimastyring, hvor 10 museer gennem 18 måneder har arbejdet på at opdatere standarderne for deres præventive konservering og klimastyring, har Museum Odense arbejdet med at tilpasse klimastyringen i det nybyggede H.C. Andersens Hus. Museet havde oplevet et højt energiforbrug efter åbningen i 2021, bl.a. pga. et avanceret HVAC-anlæg i en bygning, hvor to tredjedele ligger under jorden og rummer sarte bygningsmaterialer som træ.

Museet gennemførte testvis nedlukning af HVAC-systemerne uden for åbningstid og installerede otte IoT-sensorer fra IoT-Fabrikken i udvalgte områder som Ville Vau og Mindehallen for at måle temperatur, relativ luftfugtighed, CO₂ og VOC. Målet var at finde balancen mellem energibesparelser og bevaringshensyn.

Setpunkter for temperatur blev hævet fra 19 °C til 22 °C og klimastyringen ændret fra zonekompenseret til udetemperaturkompenseret. Luftfugtigheden blev fastholdt på maks. 60 % af hensyn til trægulvenes garantibestemmelser. I Mindehallen testede man effekten af at lade dørene være åbne døgnet rundt, hvilket reducerede RH-svingninger markant. Ville Vau, der havde problemer med tung luft og højt CO₂-niveau i højsæsonen, fik øget luftflowet fra 800 til 2.000 m³/h og ændret luftretningen fra horisontal til vertikal. CTS-sensorerne blev samtidig kalibreret, og kalibrering blev tilføjet som en fast del af serviceaftalen.

Fordele ved initiativet

Tiltagene har medført en dokumenteret årlig reduktion i energiforbruget på 18 % fra 2022 til 2024. Selv om luftfugtigheden steg kortvarigt efter nedlukning, havde det ingen negativ effekt på genstande i montrer. Forholdene i Ville Vau er forbedret markant, og samarbejdet med kommunen om de tekniske systemer er styrket – både i H.C. Andersens Hus og i museets andre bygninger.

Projektet har også givet anledning til at opdatere låneaftaler med henvisning til Bizot-gruppens anbefalinger og har skabt stærkere tværfaglig forståelse mellem drift, bevaring og formidling.

Vigtige erfaringer ifm. realiseringen

  • Selv i moderne museer kræver klimastyring konstant tilpasning og teknisk forståelse
  • Enkle greb – som åbne døre eller ændret luftretning – kan gøre stor forskel
  • Samspil mellem kommune og museum er afgørende, når teknikken ejes af én og driftes af en anden

Hvad overraskede?

Det var overraskende, hvor meget indeklimaet i f.eks. Ville Vau kunne forbedres med øget og omdirigeret luftflow – og hvor stor forskel der var mellem målinger fra IoT-sensorer og CTS-anlæggets sensorer, særligt indtil kalibrering fandt sted. Derudover viste det sig, at svingninger i luftfugtigheden ved lukning og opstart af HVAC-systemerne ikke var så kritiske som frygtet, da montrerne er relativt tætte og derfor har et lavt luftskifte.

Kontaktperson

Grylle Anna Beck Carstensen, gryca@odense.dk