Reparation og upcycling af tekstiler

Case fra

Den Gamle By

Hvilke fagligheder var involveret?

Skræddersalen

Hvad Den Gamle By gjorde

Der er indført ordning med at Den Gamle Bys ansatte kan indlevere arbejdstøj, der sendes til lapning og reparation hos et eksternt skrædderi i Aarhus. Alle dragter lappes så længe det giver mening. Hvis en beklædningsgenstand er for slidt til at kunne klare flere lapninger, gemmes knapperne til genanvendelse i Den Gamle By. Det vurderes om stoffet kan bruges til lapper eller andre projekter. Der er kommet en ny rolle i aktørteamet, Siover, som skal se meget slidt og sølle ud, og til denne rolle er det oplagt at bruge noget af det tøj, der ellers er for slidt. Hermed kan dragter, der egentlig var for tarvelige til at lappe videre på, fortsat bruges af denne nye karakter.

Kasserede dragter gemmes til evt. dragtsalg.

Derudover er museet begyndt at sy bannere om til indkøbsnet som kan sælges i museumsbutikken. Der er ikke ressourcer til at upcycle alle bannere, men det vil være en god idé at forsøge at genbruge dem i højere grad – fx ved at undlade datoer på bannere. Alternativt kan der tilknyttes en systue der kun syr bannere om til poser og tasker, såfremt det er rentabelt.

Fordele ved initiativet

Tekstilernes levetid på museet er forlænget. Det betyder at behovet for indkøb af nye tekstiler mindre. Samtidigt genereres der mindre tekstilaffald, da materialer så vidt muligt upcycles og genbruges. Hvis ikke det er muligt at give dem et liv på museet, forsøges det at give dem et liv udenfor museet – fx med dragtsalg. Det ekstra slid og de mange lapper har den gode effekt på formidlingen, at dragterne er mere troværdige.

Vigtige erfaringer ifm. realiseringen

Reparationer af arbejdstøj har kørt i et års tid – og det tegner godt. Men man skal muligvis minde kollegaerne om tiltaget, så det ikke glemmes.

Indkøbsnettene sælger godt i museumsbutikken og der kunne evt. tænkes i andre produkter af bannerne. Det er ikke økonomisk rentabelt, at vi sy tasker af de gamle bannere, men det er fint i det grønne regnskab.

Overraskelser

Det var overraskende at opdage, at flere, inden tiltaget med reparation af arbejdstøj, købte nyt arbejdstøj i stedet for at undersøge mulighederne for at få det repareret.