Fra skimmelsvampshåndtering og SoMe-strategier til EU’s nye persondataforordning, ledelse i praksis og museumsundervisning. ODM tilbyder efteruddannelsesaktiviteter, der bidrager til høj kvalitet i hele museumsdanmark. 

”Jeg får lyst til at være meget taktil.” ”Den taler ind i nogle skønhedsidealer, man også ser i dag.” ”Hun er totalt sireneagtig og siger, kom med.”

Undervisningsansvarlig på Arken, Jane Bendix, starter sit oplæg foran 16 kursister i ODM’s kursuslokale med at vise en plakat af den tjekkiske art noveau-kunstner Alphonse Mucha. Reaktionerne fyger gennem lokalet, da Jane Bendix beder dem sætte ord på deres umiddelbare reaktion på den frodige unge kvinde, der svøbt i et flagrende rødt klæde smyger sig yndefuldt bagover og inviterer til direkte øjenkontakt med beskueren, som en af kursisterne bemærker.

Smagsprøve på Arkens undervisning
De er samlet i kursuslokalet på Vartov i København til et af ODM’s mest efterspurgte efteruddannelsesaktiviteter: Det er ottende gang, at ODM i samarbejde med Skoletjenesten lægger rammerne om Museumsundervisningsuddannelsen - en praksisnær og teoretisk uddannelse i museumsundervisning, primært henvendt til museumsansatte, der har arbejdet med undervisning og skolesamarbejde i mere end to år. Mødet med Alphonse Muchas plakat giver kursisterne en lille smagsprøve på, hvordan Arken introducerer gymnasieelever til kunst på det vestegnske kunstmuseum.

Bag undervisningen i ODM’s lokaler, som forløber over fire moduler og gruppearbejde i netværksgrupper, står Dorte Villadsen fra Københavns Museum og Ane Riis Svendsen fra Arbejdermuseet, som begge er ansat i Skoletjenesten. Dialogbaseret undervisning er temaet for dagens undervisning, som foruden Jane Bendix’ oplæg, inkluderer et besøg på Statens Museum for Kunst, hvor nationalgalleriets undervisningsansvarlige giver indblik i, hvordan SMK taler kunst i et sprog, som børn og unge forstår og tænder på.

”Vi bryster os alle af at være gode til dialogbaseret undervisning. Jeg synes, at uddannelsen giver mig mulighed for at stille kritiske spørgsmål og reflektere over min egen undervisning, og over hvordan jeg går i dialog med de elever, jeg tager med på rundvisninger,” siger en af kursisterne, Rasmus Amtkjær, der som en af to undervisningsansvarlige på Det Grønne Museum til dagligt introducerer skolebørn til jagt, skov, landbrug og mad.

Familieportrætter i guldalderen og på Facebook
Blandt kursisterne er også Sally Staadsen-Boesen fra Skole-Kirkesamarbejde Horsens. Hun har igennem flere år udviklet undervisningsmaterialer og undervisningsforløb til børn, i øjeblikket samarbejder hun med Fængselsmuseet i Horsens om et kriminalpræventivt projekt. At høre om, hvordan SMK vækker unges interesse for eksempelvis barokken og guldalderen i dansk kunst ved at relatere til de sociale medier har givet hende fornyede perspektiver på sit eget arbejde.

”Da vi stod foran et barokmaleri, der giver indblik i, hvordan borgerskabet præsenterede sig selv offentligt som familie, talte vi om lighederne mellem, hvordan folk iscenesætter folk sig også i forskellige familiesituationer på Facebook. Det er en interessant måde at relatere de unges liv til fortidens kunstmalere. Naturligvis under forudsætning af at det indgår som en del af et fagligt læringsforløb, ” siger Sally Staadsen-Boesen.

Ligesom en stor del af ODM’s andre efteruddannelsesaktiviteter henvender MuseumsUndervisningsUddannelsen sig både til ansatte på de kunst-, kultur- og naturhistoriske museer. På uddannelsen undersøger de, hvordan de med pædagogikken og didaktikken på tværs af de forskellige fagligheder og museale genstandsfelter kan skabe et fælles sprog omkring mødet med de unge målgrupper.

Kravet om den læringsmålstyrede undervisning, som fulgte med den nyeste skolereform, fylder også en del på kurset. På første modul inviterede underviserne en skoleleder til at holde oplæg om samarbejdet mellem museer og skoler.

”Det er meget vigtigt, at museerne har den nyeste viden om, hvordan lærerne arbejder med læringsmålene og tilrettelægger deres undervisning og hvilke temaer, de arbejder med,” siger Dorte Villadsen.

128 museumsansatte er indtil videre blevet uddannet på Museumsundervisningsuddannelsen.

Efteruddannelse til hele museumsvæsnet
Det er ODM’s rolle at sikre alle museumsansattes mulighed for at videreuddanne sig og at udbrede og styrke niveauet for god praksis.

”Der er mange måder at pakke genstande på mange måder, og et museum kan håndtere skimmelsvamp på mange forskellige måder. Vores opgave er at identificere, hvad den gode praksis er i museumsverdenen og at klæde folk på til at udføre deres opgaver så professionelt som muligt,” siger Jacob Buhl.

ODM’s efteruddannelsesaktiviteters succes beror især på et stærkt samarbejde med faglige netværk, som Konservatorernes Efteruddannelsespulje, uddannelsesinstitutioner som KEA Københavns Erhvervskademi og en lang række fagspecialister med kendskab til museumsverdenenen.

Som ODM’s uddannelsesleder siden 2014 har Jacob Buhl et indgående kendskab til de behov og udfordringer, som hele det danske museumsvæsen står overfor.

”Min tætte kontakt med ansatte på museer i hele Danmark er altafgørende for vores udbud og udvikling af kurser. Når vi identificerer nye behov, laver vi aftaler med de rette undervisere og etablerer kurser, der er skræddersyes til de museumsansatte og deres behov, ” fortæller Jacob Buhl.

Publiceret:
02/04/2018

ODM Efteruddannelse

ODM arbejder for at kvalificere museumsverdenen og dens ansatte til nye tider og omverdenens krav og forventninger til museerne. Gennem tilbud om kurser, efteruddannelse og andre læringsaktiviteter styrker ODM museernes rolle som aktive og professionelle institutioner i samfundet.