Museal rengøring er en helt central aktivitet for bevaring af museernes samlinger. Den daglige rengøring af samlinger og omgivelser er med til at forebygge skader på museumsgenstande og kan med fordel følges af rutinetilsyn for skader, skadedyr mv. Derfor bør proceduren ligge som en del af det strategiske grundlag.
På kurset får deltagerne viden om, hvorfor det er nødvendigt at holde museumssamlinger og deres omgivelser rene, gode teknikker til rengøring, og gode procedurer for tilsyn i museets samlinger.
Deltagerne får kendskab til det gode valg af materialer og metoder til rengøring. Vi kommer blandt andet ind på ’egensikkerhed’ i forbindelse med rengøring af museumsgenstande, herunder Arbejdstilsynets regler for rengøring af skimmel og pesticider.
Deltagerne får også mulighed for at prøve forskellige rengøringsteknikker og metoder af i praksis.
I løbet af kurset bliver procedurerne for det periodiske tilsyn af bygninger og samlinger gennemgået, herunder inspektion for skader, skadedyr, skimmel mv. Det periodiske tilsyn er muligheden for både at opdage de akutte skader og skader udviklet over tid.
Kurset er for dig, der håndterer museumsgenstande, uanset om det sker på magasiner, i udstillinger eller i forbindelse med modtagelse eller udlån af genstande.