Ansøgningsfrist: 11-12-2019
 

Nationalmuseet søger en eventkoordinatorelev til ansættelse i en spændende elevstilling i Oplevelsescenter Kongernes Jelling i Jelling. Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Kongernes Jelling tilbyder en elevstilling i et moderne formidlingscenter, hvor vi tager imod over 200.000 gæster hvert år. Vi har fortællinger for hele familien i udstillingen, 1000 rundvisninger og foredrag om året, og så arbejder vi med små og store events hele året. I fremtiden skal dette arbejde styrkes og være en vigtig del af vores arbejde og indtjening. Det skal du hjælpe med.

Arbejdsområde

Vi tilbyder et 2-årigt elevforløb, hvor opgaverne primært vil være at:

  • planlægge og udføre events i mange former
  • medvirke til at udvikle nye events i tæt samarbejde med dine kolleger
  • evaluere events og andre arrangementer
  • markedsføre events og møde- og konferencefaciliteter
  • klargøre mødelokaler
  • modtage gæster i Oplevelsescentret
  • afvikle arrangementer
  • varetage diverse praktiske og administrative opgaver

Vi tilbyder en elevuddannelse i et levende hus, der er i en rivende udvikling. Her er ikke langt fra ide til handling, og der er gode muligheder for at afprøve egne ideer. Du møder gæster fra hele verden og kommer til at håndtere mange forskellige opgaver.

Kvalifikationer

Elevforløbet strækker sig over 2 år med korte skoleophold. Det er en forudsætning for at ansøge, at du opfylder adgangskravene til at kunne påbegynde uddannelsens hovedforløb. Det betyder, at du skal have gennemført et af følgende forløb:

  • EUD målrettet uddannelse som eventkoordinator
  • EUX
  • HG2 (gammel ordning) målrettet uddannelse som eventkoordinator
  • HHX
  • STX, HF eller HTX (suppleret med 5 ugers adgangsgivende grundforløb)

Vi forventer, at du sætter en ære i at yde en god service over for vore gæster. Du er udadvendt og kan ”smile i telefonen”. Du må meget gerne kunne tænke skævt og samtidig være ansvarsbevidst, empatisk og have sans for de­taljen. Du brænder for at organisere, og du er glad for at være sammen med andre mennesker og at få ting til at gå op i en højere enhed.

Vi forventer, at du har gode samarbejdsevner, godt overblik, evne til at kommunikere med mange forskellige organisationer og mennesker og evner til at handle selvstændigt i situationen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du vil blive ansat på en individuel kontrakt med vilkår svarende til dem, der gælder for kontorelever, jf. Organisationsaftalen mellem Finansministeriet og HK/stat.

Stillingen er tidsbegrænset til 2 år. Arbejdstiden er gennemsnitlig 37 timer pr. uge. Arbejdstiden placeres på alle ugens dage og aften- og weekendarbejde kan forekomme.

Arbejdsstedet er Kongernes Jelling, Gormsgade 23 i Jelling.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for fremme af ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Send os en ansøgning vedlagt dit adgangsgivende bevis via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job. Din ansøgning skal være museet i hænde senest onsdag den 11. december 2019.

Samtaler forventes afholdt i uge 51.

Yderligere oplysning om stillingen kan fås ved henvendelse til museumschef Morten Teilmann-Jørgensen på telefon 41 20 63 35 eller mail: mtj@natmus.dk.

 

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 3 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

 

Søg stillingen her

Publiceret:
27/11/2019