Ansøgningsfrist: 21-09-2020

Fuglsang Kunstmuseum søger visionær og udviklingsorienteret direktør, som i spidsen for dygtige og motiverede medarbejdere vil videreføre museets høje faglige niveau og samtidig forene museets rolle som anerkendt vidensinstitution med rollen som kulturelt fyrtårn og lokalt samlingssted.

Din faglige profil

  • Du har en stærk kunstfaglig baggrund og profil. 
  • Du prioriterer forskning og tværfaglige perspektiver som drivere for viden, læring og oplevelser.
  • Du har erfaring med projektledelse på kunstmuseer, herunder fundraising og økonomistyring.
  • Du har et bredt kunstfagligt netværk og ser potentialet i større tværmuseale samarbejder. 
  • Du anskuer museet som en helhed og interesserer dig for alle aspekter af dets virksomhed.
  • Du engagerer dig i samarbejdet med museets venneforening og områdets øvrige aktører.

Din personlige profil

  • Du er en erfaren formidler med gennemslagskraft i både skrift og tale.
  • Du arbejder strategisk med mål- og resultatstyring.
  • Du er forhandlingsvant og ser muligheder frem for begrænsninger.
  • Du har politisk tæft og er kulturpolitisk engageret.
  • Du ser ledelse som en fælles holdindsats og prioriterer samarbejde med alle faggrupper.
  • Du ønsker at være en synlig og aktiv del af kultur- og lokalmiljøet på Lolland-Falster.

Vi forudsætter, at dine museumsrelevante kvalifikationer og ledelseserfaringer er veldokumenterede.

Hvis du kan se dig selv i ovennævnte profil og har lyst til nye udfordringer, er du måske den direktør, vi søger. 

Yderligere information 
Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2021 eller snarest derefter. Lønnen vil blive fastsat med udgangspunkt i Dansk Magisterforenings satser og efter konkret forhandling. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til konstitueret direktør Tine Nielsen Fabienke,  tlf. 23 26 61 39, eller til bestyrelsens formand Flemming Frydendal, tlf. 20 20 06 08.

Ansøgning
Ansøgning med relevante bilag og referencer sendes elektronisk til Fuglsang Kunstmuseum på post@fuglsangkunstmuseum.dk, att. bestyrelsesformand Flemming Frydendal, senest mandag den 21. september 2020.

Ansættelse
Ansættelsessamtaler vil foregå den 5. og 6. oktober (første samtale) samt den 19. og 20. oktober. Mellem de to samtalerunder gennemføres et testforløb, og der indhentes referencer efter aftale med kandidaterne.

Fuglsang Kunstmuseum
Fuglsang Kunstmuseum ligger smukt på det østligste Lolland i et charmerende herregårdsmiljø tæt på Guldborgsund og det fredede naturområde Skejten. Det har rod i et af landets ældste provinsmuseer og har væsentlige samlinger af dansk billedkunst fra 1780 og frem til i dag.
Museet viser tre særudstillinger om året med tilhørende arrangementer og undervisning, ofte i samarbejde med andre museer. Der foretages løbende nyophængninger af egne værker, herunder samlingen af kunst på papir.
Fuglsang Kunstmuseum har til huse i en nyere bygning, indviet i 2008, og en nyrenoveret nabobygning, indviet i 2016, hvor museets børneformidling holder til, og hvor også Ensemble Storstrøm har hjemsted. Museet rummer, udover administration og udstillingsfaciliteter, en velbesøgt  café og butik samt en stor multianvendelig sal, der benyttes til koncerter, foredrag mv.

Se mere om museet og dets virke på www.fuglsangkunstmuseum.dk

Publiceret:
18/08/2020