Ansøgningsfrist: 11-08-2024
På Moesgaard Museum ønsker vi at styrke vores vidensområde og tegne et skarpt billede af museets vision om at løfte den lokale kulturarv ind i større sammenhænge.
Derfor styrker vi vidensområdets afdelinger ved at samle dem under en videnschef og ved at organisere vidensområdet faglighed i Lokal Kulturarv, Verdensarv samt Konservering og Naturvidenskab. Vidensområdet på Moesgaard Museum består samlet set af ~60 medarbejdere og er førende i det danske museumslandskab indenfor blandt andet forskning og metodeudvikling.
Som leder for lokal kulturarv sætter du retningen for lokalmuseerne (Odder Museum, Samsø Museum og Vikingemuseet i Århus) og museets arkæologiske ansvarsområder i det østjyske. Med dig i spidsen får vi markante lokalmuseer med en stærk lokal historie og opbakning, samt en arkæologi der sætter den østjyske fortid ind i en større sammenhæng og danner basis for nye metodiske retninger.
Med reference til videnschefen indgår du i vidensområdets ledergruppe og får dermed en central rolle i museets fremadrettede faglige udvikling. Stillingen som leder for lokal kulturarv er nyoprettet som led i en organisationsændring og der vil derfor være mulighed for at have indflydelse på afdelingen og på en forestående rekruttering af ledige stillinger.
Hvis du kan styrke vores arkæologi og lokalmuseernes rolle gennem din tydelige faglige indsats for den lokale kulturarv, og samtidig formår at være en brobygger til den store verdensarv og vores publikumsaktiviteter, er det dig vi søger.
Jobbet
Du kommer til at stå i spidsen for ~13 fastansatte akademikere samt 5-10 medarbejdere, som varetager driften af de lokale museer med kompetencer indenfor arkæologi, fredede fortidsminder, danefæ, kultur- og naturvejledning, lokal kulturarv og nyere tid. Vi søger en person, der favner bredt, og som kan omsætte museets strategi til praksis der skaber mening for medarbejderne og resultater på tværs.
Du bliver ansvarlig for:
- Daglig ledelse af museets afdeling for lokal kulturarv, herunder kap. 8 økonomi og driftsøkonomi med fokus på den rentable forretning og effektivitet
- Modernisering af vores tilgang til sagsstyring, arbejdsprocesser og systemer
- Udvikling og eksekvering af strategi for det arkæologiske ansvar og for lokalmuseerne der løfter og aktualisere det lokale
- Overordnet og eksekverende ansvar for kap. 8 sagsbehandling samt bygherre- og myndighedsvaretagelse
- Projektstyring der understøtter tværgående samarbejde indenfor vidensområdet samt museets øvrige enheder
- Medarbejderledelse og skabe rammer for trivsel og effektivitet
- Egen forskning og fundraising hertil
Det vil være afgørende for at lykkedes i jobbet, at museets afdeling for lokal kulturarv opleves som en effektiv, åben og proaktiv afdeling.
Jobbet kræver tilstedeværelse på museet i Højbjerg samt løbende tilstedeværelse på lokalmuseerne i Odder og på Samsø.
Dig
Du har en videregående uddannelse, gerne på PhD niveau, indenfor f.eks. arkæologi eller historie og minimums 5 års erfaring. Du evner både at tænke de store tanker og udføre dem i praksis. Som person er du empatisk, udadvendt og tillidsskabende. Som leder er du handlekraftig og helhedsorienteret. Vi ser gerne at du har nogle års erfaring med personaleledelse. Du har forretningssans og evner at inspirere medarbejdere til at nå nye faglige højder samt tænke projektorienteret og ambitiøst.
Du tilbydes
Vi tilbyder et spændende job med faglige udfordringer på en fascinerende kulturattraktion med højt til loftet og store ambitioner. Der er tale om en fuldtidsstilling omfattet af funktionærloven med aflønning efter kvalifikationer. Vi har en række personalegoder og en aktiv personaleforening.
Tiltrædelse 1. november 2024.
Er det dig?
Så send ansøgning og udførligt CV senest søndag 11. august 2024. Alle henvendelser behandles fortroligt. Der vil indgå test i forløbet. Ansøgninger behandles løbende, og ansættelse vil ske, når den rigtige kandidat findes. Samtaler afholdes fredag 16. august 2024.
Moesgaard er en selvejende institution, som omfatter Moesgaard Museum i Højbjerg, Vikingemuseet i Aarhus samt Odder og Samsø museer.
Moesgaard er et arkæologisk og etnografisk specialiseret museum med internationalt anerkendte udstillinger og 3-400.000 årlige besøgende. Museet bedriver forskning i ind- og udland.
Moesgaard er arbejdsplads for over 300 museums- og universitetsansatte, og har et tæt samarbejde med Aarhus Universitet.
Moesgaard har tre stjerner i Michelins grønne rejseguide.
Se mere på www.moesgaardmuseum.dk.
Hvis du vil vide mere om, hvordan det er at arbejde på Moesgaard, så kan du her høre, hvad vores medarbejdere siger om at arbejde på Moesgaard.