Ansøgningsfrist: 06-09-2021

Skibsvrag og store anlægsprojekter til havs - er du vores nye marinarkæolog?

Strandingsmuseum St. George søger pr. 1. november 2021 en ny fuldtidsansat marinarkæolog, der sammen med museets historiker skal tegne museets faglige profil.

Om museet
Strandingsmuseum St. George har marinarkæologisk ansvar for Nordsøen fra den dansk-tyske grænse til Limfjorden og de indre vande ind til den jyske højderyg. Vi har til huse i en prisvindende bygning fra 2017, og råder blandt andet over en stor og unik samling genstande fra de to engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence, der juleaftensmorgen 1811 forliste i brændingen ud for Thorsminde.

Museet er sammen med Holstebro Museum og Hjerl Hede samlet i én organisation under navnet De Kulturhistoriske Museer i Holstebro (DKM).

Om stillingen
Vi søger en person med relevant uddannelsesbaggrund inden for arkæologi med marinarkæologiske kompetencer og erhvervsdykkercertifikat. En hovedopgave bliver varetagelsen af det marinarkæologiske ansvar i forbindelse med anlæggelsen af de nye energiøer i Nordsøen. Dit daglige arbejde kommer til at udgå fra Strandingsmuseum St. George i Thorsminde, og du vil her og på tværs af De Kulturhistoriske Museer få en mangfoldig gruppe af kolleger.

Strandingsmuseum St. George indgår sammen med Moesgård Museum og Nordjyllands Kystmuseum i samarbejdet MAJ (Marinarkæologi Jylland), der omfatter den fælles varetagelse af den marinarkæologiske virksomhed og mindre undersøgelsesprojekter på eget initiativ. Og du vil som museets marinarkæolog indgå i Team Myndighed ved DKM, der foruden sit ansvar for terrestrisk arkæologi i Holstebro, Lemvig og Struer kommuner også huser det nyoprettede landsdækkende Luftfotoarkæologisk Center (LAC). Du får ansvar for museets samling af de bjærgede genstande fra HMS St. George og HMS Defence, hvilket blandt andet indebærer samarbejde med britiskeforskningskolleger.

Om dig
Vi forventer, at du har erfaring med sagsbehandling inden for Museumsloven. Tillige forventer vi, at du har gode samarbejdsevner, da du vil have berøringsflade med mange forskellige samarbejdspartnere.
Du skal have erfaring med eller være interesseret i at opnå erfaring med:

  • Arbejde med nyere tids vrag.
  • Analyse og tolkning af data i Sonarwizz.
  • Være fortrolig med brug af GIS-programmer.
  • Indsamling eller tolkning af data fra geofysiske undersøgelser.
  • Arkæologisk udgravningsarbejde.
  • Samlingsvaretagelse og registrering i SARA.
  • Formidling af forskningsresultater på forskellige platforme.

Dine samarbejdsflader bliver mangfoldige og varierede. Du skal kunne samarbejde med fiskere og forskere, frivillige og kolleger i DKM, MAJ og andre museer. Du skal fungere i tæt samarbejde med kollegerne i Team Myndighed. Du vil i perioder skulle kunne indgå i teamets øvrige arbejde, som fx arkæologisk arbejde på landjorden.

Ansættelse, frister og vilkår
Løn iht. til statens overenskomst med akademikere i staten.

Du skal have kørekort (B).

Arbejdssted bliver Strandingsmuseum St. George i Thorsminde.

Ansøgning skal sendes samlet i ét dokument til Teamleder Mette Klingenberg (mk@kulmus.dk) senest mandag den 6. september 2021.

Ønsker du at høre mere, kan du kontakte Teamleder Mette Klingenberg på tlf. 21187968.

Sidste ansøgningsfrist: mandag den 6. september 2021.

Samtaler forventes afholdt i uge 38.

 

Om De Kulturhistoriske Museer i Holstebro, DKM
De Kulturhistoriske Museer i Holstebro er én organisation med tre museer i sig: Frilandsmuseet Hjer Hede, Holstebro Museum og Strandingsmuseum St. George. Siden etableringen i januar 2012 har vi oplevet en rivende udvikling. Vi har bygget vore to indendørs museer helt om og indledt en langsigtet udvikling af museerne, så de retter sig imod vor tids gæster. Vi er i højsæsonen op til 60 ansatte svarende til ca. 30 årsværk, der alle indgår i teams på tværs af de tre museer. Vi består også af tre foreninger og 5- 600 frivillige, som alt i alt og tilsammen laver lærerige oplevelser for hele familien.

Du kan læse mere om virksomheden her: www.kulmus.dk

For PDF, klik her

Publiceret:
25/06/2021