Ansøgningsfrist: 16-09-2024
Nationalmuseet søger en medarbejder til Museumsbutikken i Nationalmuseet København, som skal varetage udvalgte ansvarsområder i tæt samarbejde med butikkens leder og den butiksansvarlige.
Arbejdsopgaver
De primære arbejdsopgaver er:
- Betjening og vejledning af butikkens kunder
- Daglige rutiner, så som kasseopgørelse, varemodtagelse, prismærkning og oprydning
- Skabe overblik og system over lager og lagebeholdning og sørge for at resten af personalet også er bekendt med systemet
- Deltage i oplæring af nye medarbejdere, herunder elever
- Medvirke til at butikkens personale har kendskab til varer i butikken og tilhørende relevant historisk viden
- Sikre at butikkens udtryk fremstår pænt og indbydende
- Deltage i indkøbsmøder og butiksmøder med resten af organisationen
- Deltage i ansættelse af nye medarbejdere
- Deltage i planlægning og udførelse af status
- Deltage i videreformidling af varerne i butikken og deres historiske relevans
At arbejde i Museumsbutikken på Nationalmuseet kræver et stort engagement. Vi har et meget bredt og historisk varesortiment og det kræver, at du sætter dig ind i mange informationer om historie, materialer og håndtering. Mange af vores kunder forventer, at vi kan fortælle en historisk tilknytning til vores varer, og det vil vi gerne kunne give dem. Så du kan forvente, at du i løbet af en dag både skal forholde dig til bøger, legetøj, is, souvenirs og smykker.
Kvalifikationer
Der vil blive lagt vægt på, at du:
- Er butiksuddannet
- Har dokumenteret erfaring med daglig butiksdrift i detailhandlen – gerne på kulturområdet
- Taler og forstår dansk samt behersker engelsk på samtaleniveau og gerne har kendskab til andre sprog
- Har gode IT-færdigheder, herunder kendskab til Office-pakken
- Kan lide at sælge og evner at give god kundeservice
- Kan arbejde selvstændigt og indgå i team-arbejde
- Er systematisk, engageret og udadvendt og kan bevare overblikket i travle perioder
- Er fleksibel og serviceminded og trives med at være et ansigt udadtil
Butiksarbejde kan til tider være fysisk krævende, da du står og går meget i løbet af en dag. Der kan i perioder også komme store vareleveringer, som kræver fysisk håndtering som løft, flytning og udpakning. Dagene kan være meget travle og det er derfor vigtigt, at du kan holde hovedet koldt og prioritere dine opgaver rigtigt, samt at du kan håndtere, at opgaverne kan skifte meget i løbet af en dag.
Vi ser frem til at høre, hvad du kan bidrage med til butikkens engagerede team.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er gennemsnitlig 30 timer ugentlig med arbejde hver anden weekend. Arbejdstiden er placeret på alle ugens dage dvs. ligger primært mellem kl. 9.00 og 17.30. Arbejdsstedet er på Nationalmuseet København i det indre København.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende OAO-S-fællesoverenskomst samt Organisationsaftale mellem Skatteministeriet og HK.
Stillingen ønskes besat den 1. november 2024 eller snarest derefter.
Ansøgning
Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestillingen blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningen skal sendes via museets elektroniske rekrutteringssystem på vores hjemmeside www.natmus.dk/job Den skal være museet i hænde senest mandag den 16. september 2024.
Yderligere oplysninger om stillingen, kan indhentes hos butiksleder Rikke Refsbæk Lundemark på Rikke.Refsbaek.Lundemark@natmus.dk eller tlf. 4120 6831.
Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 4 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte, Nationalmuseet København samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk