Ansøgningsfrist: 08-03-2021 kl 12.00

Vores nuværende formidlingschef skal være chefkurator for de nye faste udstillinger, som museet efter planen åbner i 2023. Derfor søger vi en program- og udstillingschef, der kan stå i spidsen for museets særudstillinger, arrangementer og for Drømmeskibet og M/S undervisning. Er det dig?

På M/S Museet for Søfart tør vi udfordre vores publikum og give dem noget, de ikke forventer. Vi har en ambition om at være et museum for alle dem, der ikke er interesserede i søfart – endnu. Men selvfølgelig skal vi også være interessant for dem, der allerede ved en masse om søfart og gerne vil være endnu klogere.

Som program- og udstillingschef skal du sammen med vores museumsinspektører og eksterne kunstnere og designere skabe æstetiske og sanselige særudstillinger, der placerer søfartshistorien i en større, kulturel sammenhæng og giver genlyd internationalt.  Du skal skabe sammenhæng mellem dét, der foregår i udstillingsarealerne og de øvrige aktiviteter i huset. Og gøre det på en måde, som tilgodeser flere forskellige målgrupper. Du skal lede og inspirere dine kolleger, og du skal gå forrest, når det gælder de konkrete og praktiske opgaver, som er en del af formidlingsarbejdet på et museum, hvor vi har høje ambitioner og en lille stab.  Du har overblik, styr på budgetter, fokus på de store linjer og de vigtige detaljer, og du kan stortrives med travlhed og en stor arbejdsmæssig berøringsflade.

Vi har allerede mange planer, som du skal være med til at føre ud i livet. Men der er plads til nye ideer, for på M/S er der kort fra beslutning til handling.  Alle i organisationen har et stort ansvar og bliver mødt med en tilsvarende stor tillid. Vores vigtigste fokus er output – værdien af resultatet er altid det vigtigste.

Hvis du er med på ovennævnte, og i øvrigt har flere års erfaring fra en tilsvarende stilling på et andet, ambitiøst museum, hvor du har ledet større udstillingsprojekter, ja, så synes vi, at du skal søge stillingen!

Ansøgningsfristen er 8. marts kl. 12.00, tiltrædelse 1. maj. Send din ansøgning og et cv til job@mfs.dk

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at ringe til direktør Ulla Tofte. Telefon 20 70 01 46  - bedst mellem kl. 8 og 9.


 

 

Publiceret:
19/02/2021