Nationalmuseet København er i fuld gang med en vidtrækkende forandringsproces. Museet eksperimenterer og tester nye formater for omvisninger, udstillinger, undervisning og kommercielle events. Perioden fra stenalder til og med vikingetid har i den forbindelse et særligt fokus de næste år. Nationalmuseet søger derfor en oplevelses- og læringsdesigner til dette område. Den nye oplevelses- og læringsdesigner skal være med til at omsætte museets tone of voice til produktdesigns, der tydeligt viser Nationalmuseets brand og grundfortælling.

Et levende museum skal have modet til at eksperimentere med formidlingsformater, hvor gæster, kunder og elever oplever Nationalmuseet som usnobbet og uhøjtidelig, men samtidig som epicenter for forskningsbaseret formidling. For Nationalmuseet eksisterer der ikke et modsætningsforhold mellem dannelse og oplevelse eller mellem leg og læring og vi mener, at greb fra fiktionen kan gøre fakta endnu mere spændende og magisk. Har du lyst til at bevæge dig ud på nyt terræn sammen med en stor gruppe af yngre og erfarne formidlingsinspektører og koordinatorer, skal du blive oplevelses- og læringsdesigner hos Nationalmuseet.

Arbejdsområde
Du bliver en central del af Nationalmuseet Københavns gruppe for oplevelse og læring, der står for at udvikle, afvikle og drifte husets formidlingsprogram. Dine kerneopgaver vil være at udarbejde oplevelser, kommercielle formidlingstiltag, omvisninger og undervisningstilbud i særlig tilknytning til Danmarks og Middelhavslandenes Oldtid, indgå i projekter, bistå til det strategiske arbejde i teamet og i det hele taget være med til at sætte Nationalmuseet på landkortet både nationalt og internationalt. Dette vil både dreje sig om udviklingen af konkrete produkter til salg, forløb og faciliteter, udviklingen af spilbaserede oplevelser digitalt og analogt samt udviklingen af samarbejder med uddannelsesinstitutioner og andre interessenter.

I det første halve år af din ansættelse vil du især skulle beskæftige dig med udvikling af produkter, der kan sælges til vores mange erhvervskunder, være en del af udviklingen af en ny vikingeudstilling, ligesom du skal assistere i udviklingen af omvisninger.

Kvalifikationer
Nationalmuseet søger en person, der har en relevant videregående uddannelse inden for historie, arkæologi, antropologi, kulturstudier, didaktik, pædagogik eller lignende.

Museet lægger særlig vægt, at du har dokumenteret erfaring indenfor:

  • Formidling både teoretisk og praktisk, herunder særligt viden om læring gennem leg og storytelling
  • Formidling af den danske oldtid og vikingetiden
  • Udvikling af kommercielle formidlingsprodukter
  • Udvikling af oplevelsesdesign, hvor test og evaluering spiller en central rolle
  • Udvikling af undervisning og omvisninger med den danske oldtid som fokus
  • Arbejde med at omsætte grundskolens og gymnasieskolens læreplaner til det eksterne læringsrum på en levende og vedkommende måde, hvor leg og læring samt fiktion og fakta optræder side om side
  • Kompetenceudvikling af formidlere, særligt studerende, der på Nationalmuseet København traditionelt varetager mange formidlingsprodukter i mødet med publikum
  • At skrive artikler og er vant til at optræde i medier.

Herudover ser Nationalmuseet positivt på viden og erfaring inden for følgende områder:

  • Erfaring inden for analog og digital spiludvikling
  • Erfaring med projektudvikling
  • Kendskab til AR og VR og teknologiens muligheder og begrænsninger i det museale rum.

Endelig vil museet lægge vægt på, at du som person:

  • Er idérig og kan gribe muligheder for nye samarbejder
  • Har teamspirit og værdsætter at indgå i fælles idéudvikling
  • Har blik for de skæve vinkler for formidling af fagstoffet
  • Arbejder effektivt og struktureret
  • Interesserer dig for historie, kunst og kultur og insisterer på levende formidling.

Nationalmuseets medarbejdere er ambitiøse, men er det ikke på hinandens bekostning, for kun ved at tænke fælles, kan man skabe store resultater. Det er vigtigt, at du også synes, det er essentielt at fejre de fælles sejre og sætter det højt at være en god kollega.

Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsesstedet er Nationalmuseet København. Arbejdstiden er 37 timer. Der vil lejlighedsvis forekomme aften- og weekendarbejde. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til overenskomst for akademikere i staten.

Stillingen som oplevelses- og læringsdesigner ønskes besat snarest muligt.

Nationalmuseet skal have mulighed for at vurdere en børneattest inden ansættelsen.

Ansøgning
Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt medarbejderne og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen. 

Skriftlig ansøgning sendes via det elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job og skal være museet i hænde senest tirsdag den 23. april 2019.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse hos leder af Oplevelse og Læring Inga Albertsen på mail: inga.paulsen.albertsen@natmus.dk eller museumschef Anni Mogensen på mail: anni.mogensen@natmus.dk

Læs mere og søg stillingen her

Publiceret:
04/04/2019