Danmarks Tekniske Museum søger en visionær og dynamisk programchef med dokumenterede ledererfaringer til at stå i spidsen for den spændende transformation af museets formidling og profil, der er igangsat med planerne om at etablere et nyt nationalt teknisk museum på Svanemølleværket.

Danmarks Tekniske Museum i Helsingør har de sidste år udviklet nye aktiviteter og haft en markant besøgsfremgang.

Samtidig er museet i gang med en spændende transformation med henblik på at blive Danmarks nye moderne viden-, kultur- og oplevelsessted, som levende formidler den rolle, som innovation, teknologi og industri spiller for Danmark som højteknologisk samfund. Muligheden for at flytte museet til Svanemølleværket i København bliver afsøgt i 2019.

Museet formulerede i 2016 en ny vision: "Vi vil skabe indsigt, begejstring og debat om naturvidenskab og teknologi samt inspirere til kreativitet og innovation."

Museets nye programchef bliver en nøgleperson i museets udvikling og er med til at sætte retningen i den strategiske udvikling og den markante oprustning af museets fremtidige formidling på alle platforme i et spændingsfelt mellem udstillinger, samlinger, læring, forskning, events og forskellige former for outreach.

Målet er at skabe et museum, hvor gæsten er i centrum, og som henvender sig til et bredt publikum på tværs af generationer, køn og nationaliteter. Museet ønsker at åbne sig mod det omgivende samfund og indgå i en dialog og partnerskaber med museets brugere og andre interessenter. For museets nye programchef er den helt store udfordring sammen med det øvrige team at skabe spændende aktiviteter med aktuel relevans, hvor nye koncepter testes – on site og digitalt – og som peger frem mod det nye museum.

Arbejdsområder
Programchefen indgår i museets ledelse som souschef og står i spidsen for et nyt team, som omfatter 4 inspektører (heraf 2 samlingsinspektører) og lederen af museets læringsteam (nyoprettet stilling).

Ledelsesopgaver

  • Bidrage til museets samlede udvikling: strategisk, kommercielt og driftsmæssigt
  • Udvikling af overordnet programstrategi i samarbejde med teamet og museets øvrige ledelse
  • Indgå i den projektorganisation, som driver processen frem mod nyt museum
  • Optimering af projekt- og opgavestyring gennem opstilling af mål, aktivitetsplaner og eksekvering af planer inden for teamets arbejdsområde
  • Faglig og personlig sparring med teamet
  • Indgå i strategiske samarbejder og branding af museet i relevante netværk
  • Fundraising til udvikling og test af nye koncepter og formater.

Programudvikling – hele teamet

  • Udvikle centrale kernefortællinger og temaer om Danmark som højteknologisk samfund
  • Præsentere nye udstillingsformater og koncepter, som når relevante målgrupper
  • Digital: Udvikle museets digitale strategi og outreach
  • Etablering af samarbejder og partnerskaber med relevante uddannelses- og forskningsinstitutioner, museer og kulturhistoriske og science institutioner herhjemme og internationalt
  • Ny samlings- og magasinstrategi som understøtter den fremtidige formidlingsstrategi
  • Udvikling af et event- og aktivitetsprogram i samarbejde med alle teams
  • Udvikling af en ny slagkraftig læringsenhed, der når nye målgrupper
  • Arbejde aktivt med den didaktiske udvikling og læringsprocesser på museerne.

Museet forventer at du

  • har en stærk museumsbaggrund og at dit overblik over det danske og internationale museumslandskab gør dig i stand til at træde direkte ind i jobbet fra dag 1
  • har dokumenterede ledererfaringer og kommerciel indsigt og har opnået overbevisende og positive resultater
  • har stærke analytiske evner og en akademisk baggrund inden for relevant fagligt område i relation til innovation, teknologi, industri og kulturhistorie
  • har arbejdet med transformationsprocesser, har politisk tæft, er forhandlingsvant og er vant til at navigere også i usikkert farvand
  • finder det naturligt at indgå i kreative processer og i teams sammensat på tværs af faglige ståsteder og med eksterne samarbejdspartnere
  • sætter museets brugere i centrum og har en innovativ tilgang til nye udstillingsformater og -didaktik
  • kan skabe en god balance mellem genstandsformidling, interaktion, anvendelsen af nye teknologier, maker spaces mv.
  • er en dygtig kommunikator, er udadvendt og inddragende og er god til at give faglig sparring – opad og nedad - til kollegaer i det daglige arbejde
  • har et vedvarende fokus på at omsætte museets vision til konkret handling i forhold til alle kontaktflader, du er i berøring med
  • er vant til fundraising til større projekter og tager aktivt del i udviklingen af nye projekter, ligesom du naturligt sætter dig i stolen som projektchef eller projektleder
  • har et indgående kendskab til digital /IT og navigerer sikkert og med høj etik på de sociale medier, ligesom du er velformuleret på dansk og engelsk, både i skrift og tale
  • du prioriterer at skabe et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø og har en positiv tilgang til andre mennesker.

Museet tilbyder

  • Du bliver en del af og får stor indflydelse i et miljø, hvor du udfordres fagligt og personligt
  • Du er med til at forme et af de mest ambitiøse museumsprojekter i dette årti
  • Du indgår i en organisation, som bygger på delegation og inddragelse, hvor medarbejderne tager ansvar og har øje for fordelene ved at samarbejde på tværs af fagligheder og i organisationen
  • en spændende arbejdsplads i stadig forandring, hvor dine ideer kan inspirere og præge udviklingen
  • en alsidig dagligdag, hvor dit gode humør og personlige initiativ, sammen med os andre, resulterer i et godt arbejdsklima.

Om os
Danmarks Tekniske Museum er stiftet i København 1911 af Dansk Industri og Håndværkerforeningen København. Museet er statsanerkendt med landsdækkende ansvar for Danmarks teknologi- og industriudvikling.

Ansættelsesforhold
Der er tale om en fast stilling, som ønskes besat hurtigst muligt. Arbejdsstedet er Danmarks Tekniske Museum, Fabriksvej 25, 3000 Helsingør.

Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt projektdirektør Lone Johnsen på 2211 2740, lj@tekniskmuseum.dk. Se endvidere: www.tekniskmuseum.dk.

Ansøgningsfrist og jobsamtaler
Ansøgning vedlægges relevant dokumentation, herunder CV, dokumentation for uddannelse og referencer. Skriv ”Programchef” i emnefeltet og send din ansøgning til lj@tekniskmuseum.dk senest 25. marts 2019 kl. 12.00. Udvalgte ansøgere vil blive indkaldt til samtale, som vil foregå løbende frem til deadline. Danmarks Tekniske Museum skal have mulighed for at vurdere en straffeattest til privat brug inden ansættelse.

Publiceret:
08/03/2019