Ribe Kunstmuseum søger erfaren kunsthistoriker som ny museumsinspektør med tiltrædelse 1. feb. 2020 eller snarest derefter.

Stillingens indhold:
Stillingen rummer opgaver som bl.a. forskning i og formidling af museets samling af dansk kunst i perioden 1750-1940, projektudvikling med tilhørende fundraising, kuratering af særudstillinger, projektledelse, budgetstyring og afrapportering.

Kvalifikationer:
Ved stillingens besættelse vil der bl.a. blive lagt vægt på følgende faglige kvalifikationer:

  • Minimum kandidatgrad i kunsthistorie, gerne ph.d. niveau eller lignende
  • Indgående kendskab til dansk kunst i perioden 1750-1940
  • Erfaring med forskning og formidling i form af udstillinger og publicerede artikler
  • Erfaring fra lignende stilling, herunder erfaring fra samarbejde med andre museer i ind- og udland om fælles forsknings-, udstillings- og formidlingsprojekter
  • Erfaring med fundraising, projektledelse, budgetstyring og afrapportering
  • Stærke kommunikative evner og sproglige kundskaber (foruden dansk som min. engelsk og helst også tysk)
  • Erfaring med og evner for skriftlig, mundtlig og digital formidling for alle aldersgrupper.

Ved stillingens besættelse vil der bl.a. blive lagt vægt på følgende personlige kvalifikationer:

  • Du er ansvarsfuld og formår både at sætte projekter i gang, udføre og afslutte dem
  • Du formår at arbejde selvstændigt og struktureret i en travl hverdag med mange forskellige opgaver
  • Du samarbejder ubesværet med forskellige personale- og faggrupper samt interessenter i og uden for museet
  • Du er idérig og har lyst til at samarbejde om museets fortsatte udvikling
  • Du er en udadvendt person med evner for og lyst til publikumskontakt
  • Du er en god kollega, også når der er travlt
  • Du er indstillet på at udvise stor fleksibilitet og evner at løse forskelligartede opgaver i det daglige.

Museet er en lille organisation, hvilket bl.a. betyder, at der er meget kort afstand fra idé til handling. Foruden museets direktør består det faglige personale af to inspektører. Alle tre arbejder tæt sammen i dagligdagen og supplerer og afløser hinanden. Arbejdet vil veksle mellem det daglige museale arbejde med samlingen, formidling på alle niveauer i forskellige medier og forsknings- og skriveperioder. Der vil også kunne blive tale om rejseaktivitet i forbindelse med udlån fra samlingen til udstillinger i udlandet, ligesom weekend- og aftenarbejde vil kunne forekomme.

Ribe Kunstmuseum har en stabil økonomi, og der er fortsat mulighed for at udvikle og styrke museets position i området såvel som i det samlede museumsvæsen i landet.

Du vil få din daglige gang i den meget smukke og relativt nyrenoverede bygning, som siden 1891 har dannet ramme om Ribes kunstsamling. Selvom byen er nordens ældste, er det en særdeles levende by – og det ikke kun i turistsæsonen. Der er et meget rigt kulturliv i byen, og Vadehavet, beliggende i Unesco verdensarvsområdet, er lige udenfor døren.

For yderligere oplysninger kan der rettes henvendelse til museumsdirektør Dagmar Warming på dw@ribekunstmuseum.dk eller tlf. 20617062.

Ansøgningen stiles og sendes til museumsdirektør Dagmar Warming på mail: dw@ribekunstmuseum.dk

Som bilag til ansøgningen ønskes eksempler på tidligere producerede forsknings- og/eller formidlingsartikler eller tekster til fondsansøgninger.

Ansøgningsfrist: 24. november 2019. Samtaler forventes gennemført i uge 48.

Download stillingsopslaget (PDF)

Publiceret:
21/10/2019