Nationalmuseet søger en ny medarbejder, som har kommercielt instinkt, gode salgsevner, initiativ og samarbejdsevne, og som kan indgå i arbejdet med salg og koordinering af lokaleudlejning og events på Nationalmuseet.

Du vil blive ansat i enheden Nationalmuseet København i gruppen Publikumsservice, som varetager salg, planlægning og koordinering af udlejning af lokaler.

Vi har høje målsætninger om at øge indtægterne ved at afprøve nye veje og muligheder. Vores kunder er offentlige og private virksomheder, organisationer såvel som privatpersoner. Der udlejes til mange forskellige formål, herunder receptioner, konferencer, møder, produktpræsentationer, modeshows, fester, events, festivaler og meget mere.

Aktiviteterne afholdes både på Nationalmuseet i indre by, i Christian den 4.’s Bryghus, på Krigsmuseet samt Brede Værk.

Du skal indgå i et team med de nuværende medarbejdere og i et tæt samarbejde med driftsfunktionerne på museet (AV, museumsværter, rengøring og service samt forpagtere af restauranter).

Arbejdsområde

De primære arbejdsopgaver er at:

  • Opsøge og gennemføre salg af Nationalmuseets mange unikke udlejningslokaler
  • Afholde kundemøder og fremvisninger
  • Udfærdige tilbud og faktureringsgrundlag på udlejningsarrangementer
  • Udarbejde businesscases og lave økonomiopfølgning
  • Koordinere udlejningsarrangementer i samspil med kunden, kolleger og eksterne leverandører
  • Medvirke til at markedsføre og videreudvikle Nationalmuseets udlejningsvirksomhed
  • Udvikle og koordinere nye kommercielle events i tæt samspil med museets formidlere
  • Kvalifikationer

Vi forventer, at du har erfaring med salg inden for møde- og konferencebranchen. Service, markedsføring og eventudvikling er en naturlig del af dit arbejdsområde. Du er detaljeorienteret og omhyggelig og forstår at samarbejde med forskellige personalegrupper. Du forstår, at der er perioder, hvor der arbejdes på ”skæve” tidspunkter og lange arbejdsdage derfor må forventes.

Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har erfaring med og besidder gode idéer inden for salg, markedsføring og produktudvikling
  • Har kendskab til markedssituationen og kundesegmenter inden for møder og konferencer i Københavns-/Nordsjællandsområdet
  • Har en professionel tilgang til kommerciel virksomhed i en kulturinstitution
  • Besidder overblik og evner for at multitaske, kombineret med detalje- og kvalitetssans
  • Kan arbejde selvstændigt, men også har gode evner for samarbejde
  • Er åben og udadvendt og kan yde høj service, også når det går stærkt
  • Har erfaring med IT/bookingsystemer og er rutineret bruger af Office pakken
  • Behersker dansk og engelsk i tale og skrift på højt niveau
  • Har et hjerte, der banker for kultur og historie

Vi tilbyder en dynamisk og spændende arbejdsplads i et livligt hus.

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdsstedet er Nationalmuseet i København (Prinsens Palæ). Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til den til enhver tid gældende OAO-S-fællesoverenskomst samt Organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK.

Stillingen ønskes besat snarest muligt.

Ansøgning

Nationalmuseet arbejder aktivt for ligestilling blandt vore medarbejdere og opfordrer derfor alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Skriftlig ansøgning sendes via vores elektroniske rekrutteringssystem på Nationalmuseets hjemmeside www.natmus.dk/job og skal være museet i hænde senest onsdag den 4. december 2019.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 51.

Yderligere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til leder af Publikumsservice Martin Davidsen på tlf. 41 20 68 20 eller mail: martin.davidsen@natmus.dk

Nationalmuseet er Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum og et statsmuseum under Kulturministeriet. Nationalmuseet styrker historiebevidsthed og medborgerskab ved at belyse Danmarks og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed. Ca. 655 medarbejdere er fordelt på 3 afdelinger: Forskning, Samling og Bevaring, Museer og Slotte samt Drift og Administration. Se mere om Nationalmuseet på www.natmus.dk

 

Søg stillingen her

Publiceret:
22/11/2019