Har du en smittende begejstring for det stof, du underviser i? Kan du engagere børn og unge i mødet med kulturarven? Og trives du allerbedst i det direkte møde med elever, så bør du søge denne nyoprettede stilling som undervisnings- og bookingmedarbejder på Arbejdermuseet.
Arbejdermuseet står midt i en rivende udvikling og har en ambitiøs 2030-plan, hvor vores undervisning og prisvindende arbejde med børn og unge har en helt central placering. Derfor søger vi en ny og dygtig kollega, der først og fremmest er drevet af en stor lyst til at undervise, som trives i en hverdag med mange nysgerrige og forskellige børn og unge. Og som har lyst til at være med til at åbne arbejderhistorien på nye og engagerende måder, der skaber rum for, at elever finder historiske perspektiver på deres eget liv og samfundsrelevante udfordringer.
Om jobbet
Dit primære daglige arbejdsområde er ”på gulvet”, hvor du afvikler en bred vifte af undervisningsforløb til forskellige aldersgrupper: Alt lige fra ”En lortedag” målrettet indskoling, over udskolingsklasser, der diskuterer kønsnormer og ligestilling til erhvervsuddannelser, der søger inspiration til deres fagidentitet i mødet med fortidens fagfæller. Alle vores forløb har som formål at styrke børns og unges demokratiske selvtillid og handlekompetencer, og de baserer sig på demokratisk pædagogik, der fremmer dialog og åbner for forskellige stemmer, holdninger og perspektiver, og som giver deltagelsesmuligheder til elever gennem metoder såsom dilemmabaseret undervisning, rollespil og undersøgende og praktisk-æstetiske øvelser. I stillingen indgår et mindre antal timer til administrative opgaver i vores bookingteam, her vil fx du vejlede lærere og undervisere i
forbindelse med booking af forløb, koordinere vagtplan eller vedligeholdelse af materialer til forløb. Ligesom du også får mulighed for at indgå i afvikling af familieaktiviteter i forbindelse med ferieperioder.
Om dig
Du har en smittende begejstring både for det stof, du underviser i og for museer. Og sætter en ære i at møde alle elever og lærere med åbenhed, overskud og engagement, uanset om de møder dig i undervisningen eller gennem vores booking. Vores undervisningsforløb kræver, at du er en dygtig facilitator der har stærke relationskompetencer, og som skaber tillid i dit møde med elever, der aldrig har mødt dig før, og som måske er på museet for allerførste gang. Stillingens administrative opgaver kræver, at du har en struktureret og systematisk tilgang til opgaveløsninger. Vi forestiller os, at du er uddannet grundskole- eller gymnasielærer eller har anden relevant uddannelse inden for pædagogik, didaktik eller kulturhistorie. Erfaring fra undervisning i eksterne læringsmiljøer er en fordel, men er ikke et krav. Det er langt vigtigere, at du har en stærk didaktisk
profil, er en god kollega og har en stor lyst til at være med til at åbne museets enestående samlinger for børn og unge.
Om os
Du bliver en del af et dygtigt og engageret undervisningsteam, der er drevet af høje ambitioner på børn og unges vegne. Et område, som betyder meget for os, og som vi er meget stolte af. Vi vægter det gode arbejdsfællesskab højt og arbejder med afsæt i værdier som relationer og omsorg; både for kulturarven, vores brugere og for hinanden. Teamet består i dag af tolv studenterundervisere, to booking- og administrationsmedarbejdere samt to undervisnings- og udviklingsansvarlige der bl.a. tilrettelægger og udvikler undervisningsforløb og har ansvaret for den daglige kvalitetssikring og udvikling af området.
Ansættelsesvilkår
Der er tale om en nyoprettet fast stilling på 30 timer ugentligt i Program og Publikumsafdelingen. Der kan forekomme enkelte weekendvagter i løbet af året. Stillingen ønskes besat fra den 1. april 2025. Og du bliver ansat i henhold til overenskomst med relevant fagforening. Arbejdermuseet ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge.
Ansættelsesproces
Ansøgningsfrist den 27. januar 2025.
Send ansøgning (maks. 1 A4), CV og eventuelle referencer som en samlet pdf til: job@arbejdermuseet.dk
Første samtalerunde afholdes den 6. februar 2025
Anden samtalerunde afholdes den 18. februar 2025.
Har du spørgsmål til stillingen kan du kontakte vicedirektør Linda Nørgaard Andersen på mail: lna@arbejdermuseet.dk eller undervisnings- og udviklingsansvarlig Galit Peleg på
gpe@arbejdermuseet.dk