Bæredygtig forvaltning af samlingens klima

Bæredygtig forvaltning af samlingens klima

Museernes samlinger skal bevares til eftertiden, men hvordan reducerer man energiforbruget, når både samlinger, besøgende og medarbejdere stiller særlige krav til indeklimaet?

Dette kursus henvender sig til samlings- og driftsansvarlige, som har mod på i fællesskab at opdatere standarderne for museets klimastyring og præventive konservering.

Deltagerne bliver klædt på til at gennemføre målrettede tiltag på museet med udgangspunkt i praktisk viden og konkrete cases og med fokus på at styrke samarbejdet mellem samlings- og driftsansvarlige.

Efter kurset kan kursisterne implementere en forvaltningsstrategi for hele museet, som styrker bevaringsarbejdet og reducerer energiforbruget betydeligt.

Temaer

Kurset dækker en bred vifte af temaer, som er centrale for museets bevaringsarbejde og museumsdrift i en bæredygtighedskontekst, herunder:

  • Hvordan organisatoriske og tekniske samt samlings- og bygningsmæssige faktorer interagerer med hinanden og påvirker strategier for bæredygtig forvaltning
  • Hvordan værktøjer og teknologier til indsamling og analyse af data kan understøtte en bæredygtig forvaltning af samlingens klima
  • Hvordan mekaniske og ikke-mekaniske metoder til energioptimering af museets bygninger og klimaanlæg kan reducere museets energiforbrug

Udbytte

Kurset kombinerer teoretisk viden med praktiske færdigheder, som gør deltagerne i stand til at arbejde effektivt med forvaltning af samlingens klima. På kurset vil deltagerne:

  • Lære at analysere og optimere samspillet mellem klimastyring, samlinger og bygninger samt de funktioner, museets lokaler tjener
  • Opnå praktisk erfaring med klimastyringsværktøjer, herunder kontrol af temperatur og luftfugtighed for at bevare museets samlinger under sikre forhold
  • Få viden om risikovurdering som metode til at understøtte identifikation og håndtering af trusler mod museets samlinger
  • Blive i stand til at indsamle og analysere data, som benyttes til overvågning og forbedring af museets indeklima
  • Få kompetencer til at implementere bæredygtige bevaringsstrategier, der kombinerer passive og aktive metoder til klimastyring

Arbejdsform

Kurset består af fire moduler over en periode på tre måneder. Imellem modulerne arbejder deltagerne på at opdatere museets standarder for klimastyring og præventiv konservering med afsæt i egne cases. Forud for kurset skal deltagerne udvælge en lokation, som danner afsæt for øvelser og diskussioner mellem deltagerne og underviserne. Til det afsluttende modul præsenterer deltagerne deres nye forvaltningsstrategier.

Datoer:

Opstartsworkshop: mandag d. 3. marts i Odense, kl. 11.00-16.30

Onlinemodul 1: mandag d. 7. april, kl. 9.30-12.00

Onlinemodul 2: onsdag d. 30. april, kl. 9.30-12.00

Afslutningsworkshop: torsdag d. 22. maj i Odense, kl. 11.00-16.30

Undervisere

Jakob Nørby er selvstændig datadreven energikonsulent med erfaring fra museumsverdenen.

Jesper Stub Johnsen er museumsfaglig chef på Vikingeskibsmuseet med mange års erfaring fra det præventive konserveringsfelt.

Jakob og Jesper underviser på hele forløbet og suppleres af en række gæsteundervisere, bl.a. Cecil Krarup Andersen, lektor i malerikonservering, Institut for Konservering.

Samlet har underviserne mange års erfaring med præventiv konservering og energioptimering i museumsverdenen og arbejder tæt sammen med internationale eksperter og institutioner inden for bæredygtig bevaring af kulturarv.

Målgruppe

Kurset henvender sig til alle museer i Danmark, som har samlinger i bygninger med tekniske anlæg til kontrol af indeklimaet (ventilations-, varme-, køle- og be- og affugtningsanlæg).

NB Hvert museum deltager med to medarbejdere: En samlingsansvarlig og en driftsansvarlig (mindre museer kan få dispensation til at deltage med én medarbejder). Kontakt projektmedarbejder Rasmus Bahnsen på rb@dkmuseer.dk eller på telefon 31337178 og hør nærmere.

Læs mere om forudsætninger, forberedelse og kursets opbygning her.

En del af Museernes Grønne Akademi og projektet ’Bæredygtig klimastyring’

Museernes Grønne Akademi har til formål at bidrage til museernes grønne omstilling med viden og kompetenceudvikling. Kurset er et resultat af et toårigt pilotprojekt om præventiv konservering gennemført af Museernes Grønne Akademi i samarbejde med ti danske museer og en række eksperter på området. På baggrund af projektet er et energibesparelsespotentiale på mellem 10-50 % blevet kortlagt. Resultater og indsigter fra pilotprojektet samles nu i kurset ’Bæredygtig forvaltning af samlingens klima’.

Læs mere om Museernes Grønne Akademi her.

Dato:

03. mar. 2025
11:00 - 16:30
07. apr. 2025
09:30 - 12:00
30. apr. 2025
09:30 - 12:00
22. maj 2025
11:00 - 16:30

Sted:

Danmarks Jernbanemuseum og Zoom

Målgruppe:

Museumsansatte, der er samlingsansvarlige og/eller driftsansvarlige.

Underviser:

Jakob Nørby og Jesper Stub Johnsen

Jakob Nørby og Jesper Stub Johnsen

Tilmeldingsfrist:

12/02/2025

Priser:

DKK 6.950 for to deltagere inkl. forplejning (ODM-medlemmer)
DKK 10.425 for to deltagere inkl. forplejning (ikke-medlemmer)