Seminar: Bæredygtighed i præventiv konservering og samlingsvaretagelse

Seminar: Bæredygtighed i præventiv konservering og samlingsvaretagelse

Aftenseminar: For museer verden over er bæredygtighed et tema med tiltagende interesse og opmærksomhed, og alle fagligheder må indtænkes i vejen mod det bæredygtige museum.

Det er essentielt, at præventive konserveringstiltag er velovervejede i forhold til at undgå spild og overforbrug, og de skal derfor målrettes til effektivt at gøre brug af tilgængelige ressourcer. Størrelsen på institutionen og dens kompleksitet er vigtige faktorer, der kan guide os til at finde de mest bæredygtige løsninger for bevaring.

Megen opmærksomhed gives med god grund til CO2-forbrug, særligt i forhold til klimakontrol, men argumentet i denne workshop er, at museerne må indtænke en bredere aktivering af samlingens værdi for samfundet for at komme nærmere en bæredygtig praksis.

I workshoppen vil Jane Henderson fokusere på, hvordan bæredygtig præventiv konservering kan opnås på mindre institutioner. Robert Waller vil præsentere nye måder, hvorpå større institutioner kan sætte deres mange og diverse ressourcer i spil for at bruge og bevare samlingen på en bæredygtig måde.

Til sidst vil Henderson og Waller sammen diskutere, hvordan vi kan bevæge os fra en situation, hvor vi hele tiden skal acceptere kompromiser, til en situation, hvor museerne sammen finder måder at optimere den præventive konservering og samtidig aktiverer samlingens værdier med henblik på bæredygtig udvikling på museet og i samfundet.

Oplægsholdere:

  • Jane Henderson, professor i konservering ved Cardiff University
  • Robert Waller, Senior Risk Analyst, Protect Heritage Corp.

Facilitator:

  • Cecil Krarup Andersen, Institut for Konservering
  • Birgitte Kehler Holst, Museernes Grønne Akademi

Baggrund:

Seminaret er udviklet i et samarbejde mellem Det Kongelige Akademi, Institut for Konservering og ODM´s Museernes Grønne Akademi.

Dato:

21. okt. 2024
17:00 - 21:00

Sted:

Vartov, Farvergade 27, 1463 København K

Målgruppe:

Seminaret henvender sig til ledere og medarbejdere på konserveringscentre samt kunstkonservatorer, samlingsansvarlige, registratorer, teknisk personale og andre med indflydelse på - eller ansvar for - museets bevaringsstrategi

Tilmeldingsfrist:

10/10/2024

Priser:

DKK 400 (ODM-medlem)
DKK 450 (ikke-medlemmer)

Prisen er reduceret i forhold til vores øvrige arrangementer pga. støtte fra Augustinus Fonden og samarbejde med Institut for Konservering.