Skadedyr på museer udgør en trussel for bevaringen af kulturarven. Særligt skægkræ har i det seneste årti udviklet sig til at blive en landeplage.
Dette kursus giver en grundig introduktion til bekæmpelse af skadedyr via Integrated Pest Management (IPM). Deltagerne får kendskab til de mest almindelige insektskadedyr og deres adfærd og lærer at implementere effektive strategier for at forebygge og håndtere angreb i kulturarvssamlinger.
Temaer
IPM kombinerer forebyggende tiltag såsom bygningsvedligehold, indeklimakontrol, rengøring og skadedyrsovervågning ved hjælp af blandt andet fælder.
IPM er en bæredygtig tilgang til skadedyrsbekæmpelse. Via forebyggende indsatser reducerer den brugen af gift og det generelle ressourceforbrug i forbindelse med skadedyrsbekæmpelse.
Udbytte
Efter kurset vil du kunne:
- Genkende de mest almindelige insektskadedyr og deres skadevirkninger
- Udvikle og implementere en IPM-plan tilpasset dit museum
- Forstå betydningen af klima, rengøring og opbevaring i skadedyrsforebyggelse
- Udføre skadedyrsovervågning og dataindsamling
- Anvende ’crowdsourcing’-metoder til at mobilisere alle museets faggrupper i skadedyrsovervågningen
- Handle effektivt ved opdagelse af skadedyrsangreb
Arbejdsform og forberedelse
Deltagerne opfordres til at indsende deres nuværende IPM-plan (hvis I har en) samt konkrete spørgsmål inden kursusstart. De aktuelle eksempler og spørgsmål indarbejdes i undervisningen.
Kurset består af oplæg samt praktiske øvelser og diskussioner. Efter kurset vil deltagerne modtage en litteraturliste med supplerende litteratur til yderligere fordybelse.
Målgruppe
Konservatorer, samlingsansvarlige og andre fagpersoner, der arbejder med bevaring af kulturarv på museer.
Underviser
Signe Hjerrild Smedemark, Ph.d. i forebyggende bevaring, og skadedyrskoordinator ved Nationalmuseet.