Erfaringer og mavefornemmelser er ikke længere nok. Nu skal der data og fakta på bordet. Hvis du ikke kender dit museums brugere, risikerer du, at meget af jeres gode arbejde er spildt. Og du får sværere ved at overbevise politikere og fonde om, at de skal støtte museet.
På dette kursus får du en introduktion til en række metoder og værktøjer, så du selv kan komme i gang med at bruge data og indsigt med det samme. Du får også et overblik over de forskellige typer analyser og data, så du kan beslutte, hvad der er det rigtige for dit museum.
På kurset arbejder vi med spørgsmål som: Hvad kendetegner dine brugere? Hvem er de, hvorfor besøger de dit museum, og hvad får de ud af besøget? Hvem fravælger dit museum, og hvorfor gør de det? Hvem konkurrerer du med? Hvad er barriererne for et besøg på dit museum?
Udbytte
På kurset får du blandt andet følgende med hjem:
- En gennemgang af de forskellige typer data og analyser, der kan være relevante på et museum
- En introduktion til nogle analysemetoder, du direkte kan benytte i dit daglige arbejde
- Konkrete eksempler på, hvordan analyser og brugerdata kan anvendes på alt fra praktisk til strategisk niveau
- Inspiration til at arbejde mere med data og fakta i det daglige
Målgruppe
Kurset er for alle, der arbejder med publikumsudvikling på museer og som gerne vil lære sine brugere og markedet bedre at kende.
Underviser
Søren M. Bjørnsen er analyseansvarlig på Nationalmuseet. Han er uddannet HD i Afsætning på CBS og har i en årrække arbejdet inden for markedsføring, kommunikation og analyse, og har siden 2016 været stået for området analyse og indsigt i gæster, markeder og tendenser på Nationalmuseet i København.