Hvor meget CO2 udleder dit museum? Hvilke aktiviteter stammer udledningerne fra, og hvor er det muligt at reducere? På dette onlinekursus bliver du klædt på til at komme i gang med at lave en CO2-beregning for dit museum.
Du vil blive klogere på, hvordan man indsamler og indtaster data, ligesom vi vil dykke ned i, hvorfor det er en god idé at udarbejde et CO2-regnskab, og hvad det kan bruges til.
Temaer og udbytte
På kurset introduceres du til, hvordan du kommer i gang med at indsamle data til jeres klimaregnskab, og indtastning af oplysninger i Klimakompasset. Du får også et generelt indblik i klimaregnskaber og -handleplaner. Følgende temaer berøres:
- Introduktion til klimaregnskaber og GHG-protokollen (international standard for rapportering og måling af drivhusgasser)
- Introduktion til Klimakompasset – hvilke aktiviteter skal med i et CO2-regnskab?
- Introduktion til dataindsamling, og hvor jeres data inden for udvalgte kategorier kan indsamles
- Introduktion til klimahandleplaner – og strategier
- Viden om EU’s CSRD og ’dobbelt væsentligheds-vurdering’ som metode til identifikation af bæredygtighedsemner på museet
Hvorfor lave et CO2-regnskab?
Et CO2-regnskab kan hjælpe dig med, at:
- Kortlægge museets drivhusgasudledninger
- Identificere udledningernes oprindelse
- Danne grundlag for prioritering af indsatsområder og fastsættelse af reduktionsmål
- Øge museets transparens og troværdighed overfor omverdenen
Målgruppe
Kurset henvender sig til museumsansatte med interesse for klimaregnskaber og bæredygtighedsarbejde. Det kræver ingen særlige forudsætninger indenfor grøn omstilling, økonomistyring eller klimaregnskaber at deltage i kurset.
Undervisere
Lene Normann er bæredygtigheds- og udstillingskoordinator på Trapholt og har de seneste år udarbejdet klimaregnskaber for museet og dets udstillinger.
Rasmus Bahnsen er projektleder ved Museernes Grønne Akademi og er bl.a. ansvarlig for ODM’s klimaregnskab.