Er du arkæolog og arbejder til daglig med MUD? Så vil du fremover kunne søge efter MUD-data i museernes fælles registreringssystem SARA.
På dette kursus får du en introduktion til SARA samt undervisning i, hvordan man søger i systemet. I SARA kan du foretage søgninger efter arkæologisk data, som ikke kan lade sig gøre i MUD.
Kurset vil også komme ind på selve overførslen af data fra MUD til SARA. Du kan bl.a. få svar på, hvor data er placeret, og hvordan overførslerne fremadrettet vil foregå.
Temaer
Data fra Museernes Udgravningsdata (MUD) blev i foråret overført til SARA. Det betyder, at du nu kan søge efter MUD-data både i dit museums egen samling og på tværs af de statslige og statsanerkendte museers samlinger. Det giver unikke muligheder for at fremsøge specifikke fund- eller anlægstyper og kombinere disse med de geografiske data fra disse lokaliteter. Og det vil være meget relevant i arbejdet med spredningskort.
På kurset sætter vi fokus på:
- En grundlæggende introduktion til SARA
- Hvordan vises MUD-data i SARA?
- Overførslen af MUD til SARA
- Søgning i SARA
Udbytte
På kurset får du:
- Indsigt i hvordan MUD er integreret i SARA
- Grundlæggende kendskab til systemet og dets funktioner
- Øvelse i at søge efter arkæologisk data i SARA
Arbejdsform og forberedelse
Undervisningen veksler mellem oplæg og øvelser, hvor du selv får mulighed for at afprøve funktioner i SARA.
Der kræves ingen forberedelse til kurset.
Målgruppe
Kurset henvender sig til arkæologer, som til daglig arbejder med MUD, og som nu ønsker at lære SARA kende, så systemet kan bruges til at søge efter arkæologisk data.
Undervisere
Katrine Thorsgaard Pedersen er uddannet cand.mag. i historie og arbejder til daglig på Museum Vestsjælland i afdelingen for Samling og Bevaring. Hun har udarbejdet de to nationale SARA-vejledninger til de kunst- og kulturhistoriske museer. Gennem dette arbejde har hun en særdeles bred og unik viden om systemets mange facetter og funktioner.
Mads Leen Jensen er uddannet cand.mag. i forhistorisk arkæologi og er ansat ved Museum Sønderjylland – Arkæologi som gravende arkæolog og med kap. 8-sagsbehandling. Han har været formand for Museernes Udgravningsdata (MUD) siden 2012 og har derfor været med igennem hele processen med at få MUD-data over i SARA.