’SARA øvet’ er for dig, der vil tage skridtet videre i dit arbejde med SARA. Du får en udvidet indsigt i systemet og redskaber til at effektivisere og systematisere arbejdsgange, fx i relation til udlån, udstillingsstyring og håndtering af placeringer.
Vi bygger videre på den viden, du har fra grundkurset i SARA. Det forventes således, at du allerede har kendskab til systemets opbygning, de grundlæggende registreringsprincipper.
Kurset omhandler primært kulturhistoriske samlinger.
Temaer
Det er kursets mål at give deltagere en udvidet forståelse for og indsigt i SARAs mange muligheder for at arbejde effektivt og samtidig faglig solidt med sin samling.
Dagen deles op i fire blokke:
- Blok 1 giver en introduktion til en udvidet faglig solid registrering, særligt med fokus på at lave grundige beskrivelser og henvisninger i provenienskataloget (for kulturhistoriske museer).
- Blok 2 tager udgangspunkt i placeringsdatabasen og vi arbejder med oprettelse af gitre og placering samt flytning af genstande, pakker og kasser.
- Blok 3 har fokus på at se SARA som et effektivt styringsredskab, fx i forbindelse med ind- og udlån, udstillinger og udskillelse.
- Blok 4 er en tilpasset blok, der først og fremmest tager udgangspunkt i de problemstillinger, deltagerne selv har, og dernæst mulighed for individuel sparring med underviseren (imens de øvrige deltagere arbejder med øvelser eller medbragte sager med relation til blok 1-3).
Udbytte
Du får på kurset en udvidet praktisk indsigt i SARA, så du kan varetage, ikke kun faglig solid registrering, men også have fokus på at effektivisere og systematisere diverse arbejdsgange, der har relation til samlingsarbejdet, ex. indlån, udlån, udstillingsstyring samt placeringshåndtering.
Arbejdsform og forberedelse
Kurset veksler mellem introduktion til de forskellige emner og efterfølgende øvelser, hvor du arbejder selvstændigt i SARA. Du får udleveret opgaver på kurset, men du er også velkommen til at tage konkrete opgaver med fra dit eget museum.
Det forventes, at du arbejder med egne sager i eget SARA, men det er også muligt at ”eksperimentere” i en træningsdatabase.
Målgruppe
Kurset henvender sig til den fortrolige SARA-bruger, der ikke kun har til opgave at registrere i SARA, men også ønsker at anvende flere af de andre muligheder, SARA giver. Kurset er primært målrettet deltagere fra kulturhistoriske museer.
Underviser
Signe Stidsing Hansen er uddannet cand.mag. i historie og middelalderarkæologi og arbejder som samlingsinspektør på Nordjyske Museer. Hun sad i det registreringsfaglige forum for SARA i flere år og sidder nu i Slots- og Kulturstyrelsens Udvalg for udvikling af SARA. På baggrund af dette arbejde har hun bred viden om brugen af SARA og om systemets mange facetter og funktioner.
*Foto Nordjyske Museer