Mangler du metoder til at tilrettelægge formidlingstilbud, hvor brugerne er i fokus og inddrages undervejs i udviklingsprocessen?
Dette kursus tager udgangspunkt i design thinking som en ramme for udviklingen af formidlingstilbud; fra små weekendaktiviteter til større udstillingsprojekter. På kurset får du indblik i, hvordan du effektivt inddrager dine brugere undervejs for at teste idéer og koncepter. Du får desuden overblik over din proces og redskaber til at facilitere samarbejde mellem forskellige fagligheder.
Målet er at styrke og kvalificere dit projekt, så det imødekommer brugerne bedst muligt.
Udbytte
Formålet med kurset er at give dig konkrete metoder til at styre processer, der giver plads til kreativitet og frihed, samtidig med at du har hånden på rattet.
På kurset får du både indblik i principperne inden for design thinking, og du arbejder med dem i forhold til et igangværende eller kommende projekt med fokus på:
- Afklaring af projektets formål og brugernes tanker og ønsker.
- Overblik over dine processer og viden om, hvordan forskellige typer af projekter kan tilgås på forskellige måder.
- Brugerinvolvering og -test: Hvornår og hvordan kan du involvere brugerne, og hvordan laver du overskuelige test med stort læringsudbytte?
- Hvordan kan du – og dit museum – bruge design thinking i jeres udviklingsprocesser?
- En stor værktøjskasse med konkrete metoder til at involvere brugere, facilitere samtaler på tværs af fagligheder, skabe, udvælge og teste idéer mm.
Arbejdsform og forberedelse
Kurset består af korte oplæg og fælles case-eksempler med hands-on-øvelser. Undervejs får du også tid til at reflektere over, hvordan du kan overføre metoderne til et konkret projekt, du er eller skal i gang med.
Inden kurset skal du læse en kort tekst og gennemgå et kort online-modul. Du vil desuden blive bedt om at forberede en kort præsentation af et nuværende eller kommende projekt, som du skal reflektere over undervejs på kurset.
Målgruppe
Kurset er målrettet museumsinspektører, projektledere, indholdsudviklere og andre, som styrer større eller mindre projekter, der har museets brugere i fokus.
Sprog
Undervisningen foregår på dansk, mens undervisningsmaterialer er på engelsk.
Undervisere
Martin Aggerbeck er uddannet designingeniør og har tidligere arbejdet med udvikling af udstillinger og andre formidlingstilbud hos Experimentarium og Danmarks Tekniske Museum. Til daglig underviser han virksomheder i kreativitet og designprocesser for Amper.dk og udvikler formidling hos kulturinstitutioner og eksterne læringsmiljøer i sit eget firma, Idefu ApS.
Ole Kjeldal er Ph.d. i Design Thinking & Disruptive Innovation fra DTU og Stanford University. Han har i mere end 12 år arbejdet med og rådgivet virksomheder inden for transformationsledelse, innovation og design, hvor workshops og faciliterede forandringsprocesser altid har været en central komponent. Ole er stifter og business designer i Amper.dk, der udvikler læring og læringsteknologi.