Mange danske museer kan – uden at foretage investeringer i nye anlæg – spare 10-50 % af deres energiforbrug ved at implementere målrettede tiltag. For eksempel opdaterede parametre for temperatur og fugtighed samt natlig standby-drift af ventilations-, varme-, køle- og be- og affugtningsanlæg. Det viser det toårige projekt ’Bæredygtig Klimastyring’, som ODM har gennemført i samarbejde med eksterne eksperter og 10 danske museer.
På dette kursus, som bl.a. baserer sig på erfaringerne fra projektet, får deltagerne konkrete værktøjer, færdigheder og viden, som styrker museets forvaltning af samlingens klima.
Kursets opbygning
Kurset er opbygget i fire moduler: en opstartsworkshop, to onlinekurser og en afslutningsworkshop. Fordelt over disse fire moduler arbejder deltagerne over en periode på tre måneder med at opdatere museets standarder for klimastyring og præventiv konservering med afsæt i egne cases. Forud for kurset skal deltagerne udvælge en lokation (bygning, magasin eller udstillingsområde). Casen danner afsæt for øvelser og diskussioner deltagerne og underviserne imellem i forbindelse med kursets første tre moduler.
På de to onlinemoduler deler deltagerne deres erfaringer fra arbejdet med casen og får feedback, inspiration og viden til det fortsatte arbejde. Mellem modulerne tester og implementerer deltagerne værktøjer og viden fra kurset og kan trække på undervisernes ekspertise via en klippekortsmodel.
Indsigter og resultater fra kurset og fra arbejdet med casen danner på kursets sidste modul afsæt for udviklingen af en forvaltningsstrategi for hele – eller dele af – museet i overensstemmelse med museets øvrige strategier. Til det afsluttende workshopmodul præsenterer deltagerne deres nye forvaltningsstrategier.
Forberedelse og forudsætninger for deltagelse
Forud for kurset skal deltagerne udvælge en lokation (bygning, magasin eller udstillingsområde), som udgør den case, deltagerne arbejder med på kursets første tre moduler. Lokationen skal indeholde genstande eller værker og serviceres af et eller flere klimaanlæg.
Derudover skal museet opfylde følgende forudsætninger inden kursusstart:
- Ledelsesmæssig opbakning til test og implementering af opdaterede standarder i forvaltningen af samlingernes miljøer
- Allokering af nødvendige ressourcer (primært tid) til at deltagerne – samt evt. (eksternt) konserveringsfagligt personale – kan arbejde med kursets indhold
- Deltagerne (samlings- og driftsansvarlige) er indforståede med, at deres indbyrdes samarbejde under kurset – og mellem modulerne – er en forudsætning for, at museet opnår det beskrevne udbytte
- Mulighed for at justere bygningsautomatikken (f.eks. CTS-styring) – som minimum for den valgte lokation
- Adgang til klimadata for den valgte lokation, alternativt få installeret sensorer på lokationen ifm. kurset
- Godkende deling af energidata med underviserne og ODM via en analyseplatform
Nærmere information og vejledning eftersendes ifm. tilmelding til kurset.
Ved spørgsmål til kurset eller forudsætningerne for deltagelse, kontakt venligst projektmedarbejder Rasmus Bahnsen på rb@dkmuseer.dk eller på mobil 31337178.