Kunsten i Aalborg og NordicLA indleder – i samarbejde med nogle af verdens førende kulturpersonligheder – en debat om kulturens betydning for samfundets sammenhængskraft.

Første debat sendes 30. april på kunsten.dk/talks

Under Coronakrisen har vi samlet os omkring kultur. Vi synger sammen – hver for sig, højskolesangbogen er kommet på bestsellerlisten og Netflix, Viaplay og lignende streamingtjenester benyttes så flittigt, at udbyderne har skruet ned for den tekniske kvalitet, så internettet kan følge med. Men hvor er debatten om kulturens betydning i en krisetid?

danish.global.culture.talks er født ud fra en undren over, hvorfor kultur bliver opfattet som flødeskum på kagen og nedtones i den politiske debat fremfor at betragtes som en lim, der holder samfundet sammen. danish.global.culture.talks starter som online-debatter og vil senere både kunne opleves online og gennem arrangementer på Kunsten Museum for Modern Art i Aalborg, når coronakrisen er overstået.

Debatterne har et globalt udsyn, og derfor har Kunsten slået sig sammen med NordicLA, der er et dansk initiativ, baseret i Los Angeles. NordicLA er en platform for udøvende kunstnere og kreative virksomheder.

I online-debatterne kan man opleve førende kunstnere, forretningsfolk og tænkere fra Danmark og resten af ​​verden.

Bemærk at alle online-debatter foregår på engelsk. Alle debatter streames på kunsten.dk/talks.

Første debat er: The Role of Art in a Time of Crisis torsdag den 30. april kl. 15.

Deltagere:

– Gitte Ørskou. Direktør, Moderna Museet, Stockholm
– Bjørnstjerne Christiansen. Kunstner, Superflex
– Anders Byriel. CEO, Kvadrat

Kunstnerisk indslag:

– Bjørnstjerne Christiansen. Kunstner, Superflex

Vært:
– Lasse Andersson. Direktør, Kunsten og Utzon Center

Medarrangør: Moderna Museet

 

Se hele programmet her

Publiceret:
29/04/2020