Tre museumsprojekter sætter fokus på at styrke forskning og nytænke formidling på museer landet over.

Det er femte gang, at VELUX FONDEN uddeler midler under fondens museumsprogram, der støtter samarbejde mellem museer og universiteter om projekter, hvor forskning og formidling hænger tæt sammen.

De 14 mio. kr. går til tre projekter, der sætter fokus på så forskellige emner som erindringsindsamling fra tidligere værftsansatte, planter og kulturhistorie i Nordvestjylland samt sprogudvikling og lydlandskaber i København og omegn.

”Forskning er en motor i museernes udvikling. Uden den risikerer formidlingen at stivne i forældet viden og forældede former. Forskningen kan bygge bro mellem fortiden og nye aktuelle perspektiver og spørgsmål, der er interessante og engagerende for en bredere del af befolkningen, både nationalt og lokalt,” siger Henrik Tronier, programchef i VELUX FONDEN.

Projekterne involverer de syv museer: Museerne Helsingør, Holstebro Museum, Lemvig Museum, Struer Museum, Museum Thy, Vesthimmerlands Museum og Københavns Museum.

Læs mere her

Publiceret:
14/06/2019