Lige om lidt flokkes danskerne til valgstederne, når der skal sættes kryds til kommunalvalget. Et valg, der har stor betydning for det lokale kulturliv. Særligt i et år, hvor kulturen og kunsten har arbejdet benhårdt for at få gæster og publikummer tilbage efter halvandet år med coronanedlukning.

Danskerne vil gerne tilbage til det lokale kulturliv, der ikke alene betyder meget for vores nærdemokrati og sammenhængskraft, men også er afgørende for lokal bosætning, fællesskab, oplevelser, arbejdspladser og vækst. Vores biblioteker, museer, spillesteder, kulturhuse, koncertsale, festivaler og teatre danner rammerne for de nære, lokale fællesskaber.

Coronakrisen har vist os, hvor vigtig den kultur, der lever, ånder og udfolder sig blandt mennesker, er for vores land. Danmarks mere end 1000 kulturinstitutioner og kulturforeninger - og deres over 60 millioner publikummer og besøgende - ved, hvor vigtig kulturen er for fællesskab og personlig trivsel. For vores demokratiske dannelse og den kulturarv og samtidskunst, der binder os sammen.

Nu håber vi, at også danskernes lokale repræsentanter i byrådene vil diskutere og prioritere det kunst- og kulturliv, som hver dag giver os fælles oplevelser og skaber de møder mellem mennesker, som coronakrisen har besværliggjort.

For det er afgørende, at der kommer kulturinvesteringer på tværs af hele landet, så alle i Danmark kan opleve og deltage i mere kultur. Og det er nødvendigt, at også kommunerne gør deres til at sikre, at hele kulturlivet kommer stærkt ud af krisen.

Som altid og med rette fylder børn, unge og ældre meget i vores lokalpolitiske debatter.

Men hvad er god uddannelse for børnene og de unge uden kulturens dannende perspektiver og identitetsudvikling? Og hvad er et godt seniorliv og god ældrepleje uden kulturens fællesskaber og kunstens store oplevelser?

Kulturliv er lokal velfærd, og allerede inden coronakrisen var der socialt ulig og geografisk skæv adgang til kulturlivet for børn, unge og ældre.

Derfor skal der skabes flere gode og støttende fællesskaber. I skolen og lokalt kan kulturtilbuddene ramme alle børn på tværs af faglige ressourcer, kulturvaner og forskellige uligheder. Og i kommunerne kan vi sikre nære kulturoplevelser til vores ældre medborgere.

Et stort ansvar, der skal løftes med stærke kommunale indsatser, så vi får alle med i fællesskabet.

Forfatter: Dansk Kulturliv.

Dansk Kulturliv er en ny forening og et organisatorisk samarbejde mellem seks brancheorganisationer fra kulturlivet: Danmarks Biblioteksforening; Danske Ensembler, Orkestre og Operainstitutioner; Danske Koncert- og Kulturhuse; Dansk Live; Dansk Teater samt Organisationen Danske Museer.

Publiceret:
02/11/2021