Der er indgået en aftale med Kulturstyrelsen om støtte til efteruddannelse for en to-års-periode. Det betyder, at ODM fortsat kan levere vores efterspurgte efteruddannelse til museerne, og samtidig at vi kan planlægge mere langsigtet end hidtil. Endvidere betyder aftalen, at der kan sættes ind med endnu mere målrettede tilbud, skræddersyet efter museernes behov, og i øvrigt sikring af museumsefteruddannelse til attraktive priser.

I den seneste tid er museernes efteruddannelsesbehov undersøgt, og der er indført en række nye læringsprincipper for maksimal udbytte af efteruddannelsen.

”Vi lægger os i selen for at matche museernes aktuelle udfordringer, og der er nye spændende initiativer på vej, bl.a. om masterclasses,” siger uddannelsesleder Jacob Buhl Jensen, der tilføjer, at der også fremover skal være vel tilrettelagte kurser og efteruddannelsestilbud, der matcher alle centrale medarbejderkategorier ved museerne. Dertil kræves kompetente og ressourcestærke undervisere, der ofte hentes blandt kollegaer på museerne. På den måde kommer museernes viden i øvrigt i spil internt i branchen. I næste udgave af magasinet ”Danske Museer” fortæller Jacob i øvrigt om visioner og læringsprincipper for ODM efteruddannelse.  Se kursustilbud

Publiceret:
08/05/2015