Museerne genåbner i disse uger, hvilket er glædeligt, men en række museer slås stadig med store økonomiske udfordringer. ODM mener derfor, at det er alt for tidligt at planlægge ophør af hjælpepakkerne med bl.a. kompensation af løn og driftsudgifter pr. 8. juli, som en ekspertgruppe af økonomer har foreslået. Museer – og en lang række andre kulturaktører - har gennem måneder været ramt af tvangslukning og manglende indkomst fra gæster og salg i øvrigt.  Grænserne har været lukkede, og der er forsamlingsforbud samt stramme restriktioner for håndtering af gæster. Udfordringer, der betyder, at en række museer trods genåbningen fortsat er økonomisk truede og skuer ind i uoverskuelig økonomi i resten af 2020.

At hjælpepakkerne i øvrigt slet ikke er åbne endnu for museer med mere end 50% offentlig finansiering, gør det hele endnu mere paradoksalt.

Forlæng hjælpepakkerne til efter efterårsferien

ODM bemærker, at ekspertgruppen i rapporten er opmærksom på, at ikke alle erhverv kan skæres over én kam, når hjælpepakkerne skal udfases. Der peges særligt på, at hotel-, restaurant- og turisterhvervet stadig har brug for hjælp, og det er godt, at økonomerne har blik for dette, da netop kulturens institutioner som bekendt er en væsentlig del af turismen. 

Hvordan regeringen og oppositionen vil leve op til deres løfter om at holde hånden under turisterhvervene igennem krisen, er dog desværre stadig uklart, ligesom vi mangler konkrete bud på, hvordan nødlidende museer kan hjælpes hen over sommeren og efteråret.

Fra ODM’s side foreslår vi, at hjælpepakkerne i turismeerhvervet, hvor museerne i denne sammenhæng hører, forlænges i hvert fald til efter efterårsferien. Det kan også blive nødvendigt at se på yderligere specifik hjælp til de museer, som har særligt mange udenlandske turister.

Læs økonomernes rapport her.
 

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

Publiceret:
02/06/2020