Bevillingerne til kulturområdet i 2019 udgør i alt 8,4 mia. kr. Heraf er afsat i alt 185 mio. kr. til såkaldte prioriterede kulturelle initiativer. Det fremgår også, at Kulturområdet i det kommende år stadig er underlagt regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag, og at staten således ikke vælger offensivt at investere i dansk kultur – herunder museerne.

I forbindelse med finanslovens vedtagelse skriver månedsbrevet ”Søndag Aften”, at finansloven for 2019 sætter ”rekord i konkrete enkeltbevillinger. Traditionelt set har såvel kulturministre som aftalepartiet valgt at fokusere finanslovsinitiativer til ganske få enkeltelementer. Vurderingen har været, at det var lettere at høste politiske gevinster af et initiativ til 10 mio. kr., end fem initiativer til 2 mio. kr. hver. Denne markedsføringstænkning bryder man med ved finanslovsaftalen for 2019”. ODM ønsker de kulturelle initiativer, der er omfattet af disse mange mindre bevillinger, tillykke. Alle midler til kultur er væsentlige.

Men det kan undre, at kulturens minister og Regeringen vælger at handle på ofte ganske små enkeltsager, ofte båret frem af lokalpolitiske interessenter og ikke mindst lokalt valgte landspolitikere tæt på regeringen – og med skarpt øje for genvalg. For godt halvandet år siden satte kulturministeren, som bekendt, et større udredningsarbejde i gang på museumsområdet, med det udtrykkelige mål at sikre ”gennemsigtige, klare og forståelige kriterier med henblik på øget objektivitet i støtten til museer”, som der står i ministeren oplæg. Hvor blev den gennemsigtighed af? 

Mere information via Kulturministeriets hjemmeside

Læs også månedsbrevet ”Søndag Aftens” gennemgang af finansloven

Publiceret:
17/12/2018