Lempelser i restriktioner, men ikke i problemerne på landets museer

ODM ser med tilfredshed på, at der nu er klarhed over udfasning af restriktionerne generelt – og vi ser frem til normalisering. 

Fjernelse af mundbindet  fra d. 14 juni glæder os, men desværre skal museer stadig være underlagt reglen om fremvisning af coronapas frem til d. 1. august. Det sker samtidig med, at søsterorganisationer som arkiver og biblioteker fritages. En forskel vi ikke forstår. Specielt i lyset af, at undersøgelser viser, at coronapasset beskrives som en væsentlig årsag til, at museerne i den grad mangler gæster – og givetvis vil gøre det hen over sommeren, hvor vi også vil se væsentligt færre internationale turister, bl.a. pga. kravet om coronapas. Mange museers hovedsæson er således truet.

Det ser altså ret sort ud for de danske museer i sommeren 2021… og det samtidig med, at alle hjælpeforanstaltninger for museernes økonomi ophæves fra juli. Vi må fæstne lid til, at alvoren i situationen bliver set af Folketingets partier og vores kulturminister – og at der i det mindste sikres en nødpakke, der kan holde hånden under museerne ved årets udgang.

Nils M. Jensen, direktør i ODM, siger:

”Museerne er også arbejdspladser og økonomi. Vi har et normalt år (2019) ca. 16 mio. gæster – og omsætter for godt 3 mia. kr. i direkte økonomi. Man har taget arkiver og bibliotekerne med i en reel genåbning, men hvad er forskellen - ud over at hverken biblioteker eller arkiver tager entre for besøg. For rigtig mange danske museer er juli måned den absolutte højsæson. Og efter en katastrofal dårlig maj og juni, hvor især de lukkede grænser og coronapasset har betydet tab mellem 50 og 90% for de danske museer, er der virkelig brug for at kunne lukke gæster ind i juli. Det forhindrer man nu”

Læs mere

Aftale om yderligere udfasning af restriktioner mv. fra den 11. juni 2021 (åbner pdf)

Tidligere nyheder om emnet:
Andre nyheder og udmeldinger fra ODM om museer og corona

 

Publiceret:
10/06/2021