Museumsformidlere i Danmark (MiD) ønsker at bringe de bedste formidlingsprojekter frem i lyset  og uddeler derfor også i år MID's FORMIDLERPRIS. 

Prisen gives til et særligt inspirerende og vellykket museumsformidlingsprojekt, og vinderen kåres på ODM's Formidlingsseminar 2020 mandag den 2. marts. 

De 12 kandidater er indstillet af formidlere rundt omkring i landet - se dem alle her:

De 12 kandidater til MID's FORMIDLERPRIS 2019

  • "Stumfilm.dk: Digitalisering og formidling af Danmarks tidligere filmhistoriske arv", Det Danske Filminstitut
  • "Historier i højhuset", Forstadsmuseet, Brøndby Strand
  • "Jagten på fortiden", Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum 
  • "Kunsten Kreativitarium", KUNSTEN Aalborg
  • "I blinde", Medicinsk Museion
  • "Levende kunst", Nuuk Kunstmuseum
  • "Museumsekspeditionen", Useeum, bl.a. Roskilde Museum
  • 3 outreach projekter: "Laboratorium for kreativ læring", "Forglem mig ej" og "Arken ART & TECH LAB", ARKEN Museum
  • "Soldaternes fortællinger", Museerne i Fredericia
  • "Kysten er klar", Museum Østjylland
  • "Den sorte boks", Svendborg Museum
  • "Alkymistens Laboratorium", Vendsyssel Kunstmuseum i samarbejde med Vejle Kunstmuseum, Willumsens Museum og Skovgaardmuseet

Læs mere om hver kandidat nedenfor.

"Stumfilm.dk: Digitalisering og formidling af Danmarks tidligere filmhistoriske arv", Det Danske Filminstitut, 2019-2023
Fra omkring 1910 og ti år frem var dansk film blandt verdens førende både forretningsmæssigt og kunstnerisk. Nu bliver dansk films guldalder vakt til live på stumfilm.dk, hvor alle kan følge med i digitaliseringen af over 400 film fra perioden 1897-1928 – det vil sige alle bevarede danske stumfilm. Man kan både streame filmene og se bl.a. plakater, fotografier og tematekster, og med tiden også manuskripterne og datidens anmeldelser. Alt er gratis og globalt frit tilgængeligt.
Læs mere: Stumfilm.dk

"Historier i højhuset", Forstadsmuseet, Brøndby Strand, maj 2019
Indenfor få år skal fem af Brøndby Strands 12 ikoniske højhuse rives ned pga. miljøgiften PCB, og et stykke Danmarkshistorie fra 1960erne er på vej væk. For at formidle deres historie, rykkede museet midlertidigt ind i et af højhusene, og i samarbejde med boligselskaber, boligsociale indsatser, Europæisk Etnologi (KU) og beboere blev der sat fokus på den materielle og immaterielle kulturarv; højhusenes historie, arkitektur, kultur og de levede liv.

"Jagten på fortiden", Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum (landsdækkende projekt), 2019-2021
Danskerne skal på opdagelse i deres lokale herregårdsområder, og på en ny hjemmeside kan skoler finde gratis undervisningsfilm og inspiration til undervisning i deres lokale herregårdsområde. Projektet vil aktivere de gamle herregårdsområder, inddrage lokalbefolkningerne og give folk adgang til den kulturarv, som i mange tilfælde ligger lige foran dem, uden at de egentlig kender til den. Projektet udbredes fra 7 fyrtårnsherregårde og vil i samarbejde med Film & TV Compagniet skabe digital museumsformidling med national rækkevidde.
Læs mere her

"Kunsten Kreativitarium", KUNSTEN Aalborg, 2018-2021
Kreativitarium er både workshops og kreative zoner på museet, workshops på børnehaver, skoler og familier i 15 byer, og deling af viden om kreativitet med lærere, pædagoger og museumsansatte. Projektet fokuserer på tid uden skærme, på familietid og kreativitet, der ikke skal følge en opskrift. Hver dag er Kreativitarium i kontakt med børn, der bruger en ny side af sig selv og (gen)finder sin egen skaberkraft. Kreativitarium gør kunst vedkommende og relevant og er med til at skabe gode børneliv.
Læs mere her

"I blinde", Medicinsk Museion, udstillingen åbnede 7. februar 2019 og er fortsat åben
Udstillingen ”I blinde” er ikke tænkt for øjet. Udstillingen handler om kommunikation i to temaer: 1. den nyeste udvikling af elektroniske medier, der er kommet mennesker med blindhed og nedsat syn til gavn og 2. historien om udviklingen af et skriftsprog for blinde, der har en særlig dansk vinkel. Ambitionen har været at skabe en udstilling, der kunne opleves uden brug af synssansen. Trykte tekster er derfor fraværende, og alle gæster skal benytte sig af lydmediet, hvis de vil vide mere om de udstillede genstande.

"Levende kunst", Nuuk Kunstmuseum, Grønland, 18. maj – 18. september 2019
Makeupartist Natascha Pedersen er en af de store influencers i Grønland, som ofte arbejder med spillet mellem det traditionelle og moderne. I dette projekt transformerede og levendegjorde Natascha Pedersen nogle af Grønlands bedste værker til looks på levende modeller. Projektet tiltrak et lokalt ungt publikum, havde internationalt rækkevidde og fungerede som et signal til de lokale kulturskabere om at museet også er et sted at finde inspiration – og billeder af de levendegjorte værker fungerede virkelig godt på sociale medier.

"Museumsekspeditionen", Useeum, bl.a. Roskilde Museum (fandt sted over hele landet), 5. juni – 18. august 2019
MuseumsEkspeditionen var en sommerferieaktivitet for børnefamilier, der holdt ferie i Danmark. Ekspeditionen inviterede målgruppen til at spille museumsappen Useeums formidlingsspil otte forskellige steder i Danmark. Der blev udloddet sponsorerede præmier for i alt 40.000 kr. De forskellige missioner er skabt til at gøre det at besøge museer med børn til en oplevelse, der består af leg, læring, samtale og sjov. MuseumsEkspeditionen er også et eksempel på, hvordan museer ved at arbejde sammen kan tiltrække kommercielle samarbejdspartnere.
Læs mere: useeum.com

3 outreach projekter: "Laboratorium for kreativ læring", "Forglem mig ej" og "Arken ART & TECH LAB", ARKEN Museum, 2016-2018 (i drift fra 2019)
Projekterne er kørt i skoler, plejecentre, Ishøj Bycenter m.m. på Vestegnen. De tre projekter er alle en del af ARKEN Undervisnings strategi og vision om outreach og nye partnerskaber, der har inklusion og diversitet som mål og formål.

  • Laboratorium for kreativ læring: Her er der udviklet bæredygtige kreative laboratorieforløb kaldet K-LABs. Undervisning varetages af skolelærer og museumsunderviser i partnerskab.
  • Forglem mig ej: Projektet viste, hvordan kunstnerisk stimulering kan påvirke livskvaliteten positivt for sårbare ældre og demente.
  • ART & TECH LAB:  ”KUNSTEN at hacke fakers, trolde og haters – Disinformation, misinformation og propaganda i digital ungdomskultur.”  Et undervisnings- og oplysningsprojekt, som skal forebygge polarisering og ekstreme tendenser.

Læs mere: arken.dk/projekter og arkenacademy.com

"Soldaternes fortællinger", Museerne i Fredericia, juli 2019
En anderledes formidling af soldaterliv. Øjenvidneberetninger fra soldater, der deltog i Fredericia-Slaget 1849 – formidlet med sammenhæng til nutiden, bl.a. via samarbejde med Fredericia Kommune, De Danske Forsvarsbrødre og Fredericias veterankoordinator. ”Soldaternes fortællinger” bestod både af en plancheudstilling med skildring af soldaterskæbner via breve, en debataften, hvor et panel sammenkædede nutid og fortid via 1849-breve og nutidige videointerviews, samt en børneaktivitet på Fredericias Vold: Soldat for en dag.

"Kysten er klar", Museum Østjylland, februar - december 2019
På Djursland spiller kysten en kæmpe rolle i mange menneskers liv, og det har den gjort til alle tider - og de 0-6-årige skal kende til deres lokalområde.  I ”Kysten er klar” blev 4000 billedbøger med afsæt i Norddjurs kulturhistorie gratis uddelt til de 0-6-årige i Norddjurs kommune. Ca. 1300 små museumsgæster; både familier og institutioner, har også deltaget i arrangementer med bl.a. musik, bål, rim og fiskedissektion. Arrangementerne blev lavet i samarbejde med Via – pædagoguddannelsen Grenaa, Kattegatcenteret og Kyst- og Fjordcenteret.

Læs mere her
Hent billedbog og lydfiler

"Den Sorte Boks", Svendborg Museum, 2018-2019
”Den Sorte Boks” er en ombygget 20 fods container, som er ubemandet, selvforsynende med strøm (solceller) og programmeret til at åbne hver dag kl. 8 og lukke ned igen kl. 21. Boksen er gratis at besøge. ”Den Sorte Boks” er et mobilt og fleksibelt museum, der formidler historie, der hvor historien skete. Hver ny placering ledsages af en ny lokalhistorisk udstilling i containeren. Udstillingerne laves i samarbejde med lokale arkiver, beboergrupper og institutioner og fokuserer på historier, der ikke er blevet fortalt før, og som kan forbinde den lokale historie med ”store” historie. 

"Alkymistens Laboratorium", Vendsyssel Kunstmuseum, Skovgaard Museet, Vejle Kunstmuseum, J.F. Willumsens Museum, september 2018-maj 2020
”Alkymistens Laboratorium” reflekterer over alkymistens samlinger og laboratorier i et magisk sanseligt univers, hvor børn og deres voksne inviteres til at gå på opdagelse, udforske og til selv at skabe. Med inspiration i alkymien har billedkunstner Cecilia Westerberg skabt en udstilling, hvor videnskab, kunst og magi blandes med fiktive fortællinger og reelle fakta. Udstillingen er bygget op om fire rum, der afspejler alkymistens stræben efter at transformere laverestående materialer til det ypperste: Guldet.
Læs mere her

 

 

 

Publiceret:
25/02/2020